Kolonist ved et tilfælde

Der blæser en strid vind gennem byen. Den hvirvler små, fine, sorte støvpartikler op fra jorden og skyggelægger snedriverne langs vejene og mellem husene. Rundt omkring bryder gulbrune totter af stridt græs eller strå op gennem de hensmeltende lag af sne og is.

Det er et mærkeligt forår. Koldt og ruskende og regnfuldt som et dansk efterår. Sommeren var kort og forvintret, hvis den da overhovedet var der.

Jeg føler mig snydt for en årstid, og det trækker veksler på humøret. Udsigten fra mit vindue er trist og grå som en sludvinter ved Vesterhavet. Selv nabohusets blå virker tung og truende i solens fravær.

Arbejdet gider jeg ikke skrive om. Det er der bare. Både nede på redaktionen og herhjemme. Hvis det ikke er hjemmesiden, så er det praktikrapporten, og hvis det ikke er praktikrapporten, så er det projektspøgelserne fra fortiden der rækker ud efter mig.

Bloggen her er mit eneste refugium, men selv om jeg statistisk set er flittig, så føler jeg ikke at jeg skænker den den opmærksomhed den fortjener.

Alting er en kraftanstrengelse lige nu. Jeg blomstrer ikke før naturen gør det, og når jeg kigger ud af mit vindue, kan jeg ikke forestille mig at den nogensinde vil komme til at gøre det.

Er der overhovedet blomster i Grønland?

Jeg kan høre at Liv er på vej ud af badet. Jeg tror jeg vil prøve at lokke hende med over på Tullemut til en stille øl eller to. Det kan godt være at det er Store Bededag, men det er også fredag, og åbenbaringerne kommer ikke af sig selv for tiden.

Vinden piber i ventilationen og puster sine sorte kulforstøverskyer ind på vores værelse. De lægger sig overalt som det der pulver retsteknikerne børster med når de skal tjekke for fingeraftryk. Min færden er veldokumenteret som aldrig før.

Jeg tror jeg har brug for at komme lidt ud. Jeg tror Liv er enig.