Kolonist ved et tilfælde

Jeg blev ansat på AG som webarkivar, steg hurtigt i graderne til de facto projektleder og har nu opnået titel af nittartakkamut akisussaasoq. Det kan godt være at det ikke betyder andet end webansvarlig, og det kan godt være at det web jeg har ansvaret for burde have været oppe at køre for længst, men det ser nu alligevel godt ud på CVet - eller visitkortet, om jeg beslutter mig for at blive hængende så længe:

Nittartakkamut akisussaasoq!

For nogle dage siden havde vi en svensk-finsk delegation på besøg fra en anden af aviserne højt mod nord. De blev guidet rundt på redaktionen som en tour-gruppe på fjordsejlads med alt hvad dertil hører af "Ihh!" og "Åhh!" og diverse andre former for påtaget åndenød.

"Så moderne ...!" udbrød en platinblond kvinde med diamantskårne briller.

"Ja, det virker slet ikke så ... såh ..." fulgte en dyb mandestemme op inde fra gruppens midte.

"... slet ikke som jeg havde forventet," fuldførte en tredje der ikke kunne beslutte sig til om han skulle være mest imponeret over udsigten eller hæve-sænke-bordene.

Først tænkte jeg at det var sjovt at se sit tre måneder gamle jeg komme ind frisk fra flyveren. Så tænkte jeg at mine egne forestillinger om Grønland da vist ikke havde været helt så blåøjede som deres. Og endelig tænkte jeg at de jo rent faktisk havde ret.

AG er en meget moderne arbejdsplads, og til tider også lidt for moderne for sine omgivelser. Sådan kan det i hvert fald virke når medieproduceren - dvs. fotografen med videokameraet - laver grønlandsksprogede nyhedsindslag i en opløsning som det koster 5 kr. i minuttet at afspille. Eller når salgsafdelingen får designet store reklamestickers og så kun kan finde en enkelt taxachauffør der gider køre rundt med dem på siden af vognen.

Men AG er ikke alene om at ville være moderne i det traditionelle grønlandske samfund. I hvert fald ikke helt.

I den kommende weekend skulle der således have været stort gallashow med et rend af berømte modedesignere og sanglærker. Faktisk så stort at man var blevet nødt til at henlægge det til hangaren ude i lufthavnen hvor det ene buslæs efter det andet af udstasede og opstyltede gæster så skulle fragtes hen.

Billetprisen var 1.200 kroner pr. sæde. Overskuddet skulle gå ubeskåret til alle de stakkels vanrøgtede og udsultede grønlandske børn og unge som der har været skrevet så meget om vinteren over. De riges fest til fordel for de fattige. Eller: der er ikke nogen der har det så skidt at det ikke er godt for nogen andre.

Konceptet viste sig imidlertid at være lige så hovedløst som det var hovent, for hvor i byen gemmer sig i det hele taget den hangarfuld nuumiutter der har råd til at deltage?

Nu er showet så blevet udskudt til efteråret. Den officielle forklaring lyder på et uheldigt sammenfald med konfirmationer og landstingsvalg. Den uofficielle på en katastrofal mangel på betalende gæster.

Jeg kender flere der i stedet har valgt at støtte børne- og ungdomsforeningen direkte med mindre pengebeløb - under forudsætning af at de ikke blev brugt til at finansiere nogen busser til nogen hangarer for. Så kan arrangørerne selv sande hvordan det er at have det så skidt at det er godt for nogen andre.

"Hvor bliver jeres medarbejdere så uddannede henne?" fortsatte forundringen lidt senere da tour-gruppen var blevet bænket rundt om redaktionsbordet.

"Ja, og hvor får I trykt avisen? Er det ikke dyrt sådan at skulle have den fragtet hele vejen herop? Er det derfor den kun udkommer to gange om ugen?"

Jeg bøjede hovedet helt tæt op mod skærmen og stirrede stift ind i den uden at se noget. Bag mig kunne jeg høre Henrik og Masaana korrigere deres gæster med høflig overbærenhed.

Og pludselig forstod jeg trangen til at være alt andet end traditionel og oprindelig. Trangen til at være moderne. Moderne som Microsoft.

Der står webmaster på forsiden af visitkortet. Men der står nittartakkamut akisussaasoq på bagsiden.

Det er et eller andet sted derimellem jeg befinder mig.