Kolonist ved et tilfælde

Sidste gang jeg så ham var ovre på Café Chili. Det var en tilfældig hverdagsaften. Der var pakket med unge grønlændere som sædvanlig, og luften var tung af friture og vådt overtøj.

Han sad i hjørnet ovre ved siden af spillemaskinerne og rodede i en thaibox med et par spisepinde. Oksekødsstrimlerne blev ved med at smutte fra ham og falde tilbage ned i papæsken. Nudlerne hang som slatne prydsplanter ud over kanten og videre ned på den fedtede bordplade.

Jeg bestilte pommes frites med ketchup og remoulade og dumpede ned på den anden side af bordet med ryggen mod væggen og et ben på hver side af bænken. Jeg stirrede tomt frem for mig mens ungdommen skuttede sig med hip-hop-bukser og hættetrøjer i grilltågerne. Det var op til ham at åbne samtalen hvis han havde lyst.

Han havde drukket. Det var det første jeg havde lagt mærke til da jeg åbnede døren og fik øje på ham. Hans forsøg på at skjule det, gjorde det kun endnu tydeligere.

Tre måneder var åbenbart den magiske grænse der ikke kunne passeres. Da han advarede mig om det et par uger forinden, havde det mere virket som om han advarede sig selv. Han vidste godt hvad der ventede ham.

"Skal du have noget med?" spurgte han og skubbede thaiboxen over mod mig med spisepindene.

"Ellers tak," sagde jeg og drejede hovedet over mod ham. "Jeg er bare ovre og hente en gang fritter til kæresten. Hun har tømmermænd."

Han kiggede længe og undersøgende på mig uden at trække thaiboxen tilbage. Som om jeg pludselig var en fremmed for ham. Så borede han spisepindene helt ned i bunden af nuddelmassen og holdt en hånd op foran mit ansigt. Han viftede den frem og tilbage et par gange inden han trak den til sig.

"Hvad foregår der oppe i hovedet på dig?" spurgte han. "Hvad tænker du om alt det her?"

"Om alt det her hvad-for-noget?"

"Om dét her selvfølgelig – om Grønland!"

Jeg åbnede munden uden at sige noget, bare et øjeblik, for at holde ham hen og få ham til at falde lidt ned. To højrøstede, lyshårede danskere kan hurtigt komme i problemer blandt en flok lokale hang- og drop-outs på en grønlandsk grillbar ikke engang veterinærmyndighederne tør lukke ned.

"Jeg tænker at det minder lidt om det lille indiske kongerige Sikkim et sted i det østlige Himalaya," lod jeg det til sidst slippe ud. Han havde tydeligvis brug for modspillet.

"Hold da kæft! Ved du hvad det første jeg sagde til min kæreste da jeg landede i Nuuk for tre år siden var?"

Min taktik var ikke lykkedes. En lille gruppe unge var rykket sammen omkring vores bord. Nysgerrigheden i deres blikke var hård og truende.

"Jeg sagde, det her sted, med al den her sne og klippe, med alle de her skide barakker, det ligner sgu Kathmandu!"

Han råbte det ud i rummet med en selvbevidsthed der fik mig til at ane at han var ude på skrammer. Der brændte en ild i ham, en ild der fortærede alt han kom i nærheden af. At slukke den var håbløst. Den eneste mulighed var at forsøge at slå ring om den og begrænse skaden.

"Hundredetreogtredive," dundrede det gennem højtaleranlægget, så basenheden nær var røget med ud.

Jeg kiggede op for at se hvad det var for en thaibuddhistisk dæmon de havde sat til at råbe mit kønummer op. Omme bag disken stod en thailandsk knægt på tæer for at nå op til mikrofonen.

Dårlig hygiejne var åbenbart ikke det eneste de kunne slippe afsted med her på Café Chili. Børnearbejde er bare et spørgsmål om at have de rette forbindelser.

Jeg hankede op i den brune papirspose med pommes fritterne og spurgte min ven om han ville lidt med derudaf. Han holdt mit blik fast mens han langsomt trak thaiboxen tilbage over bordet. Jeg stod lidt og ventede på et udbrud, men det kom ikke. I stedet bøjede han sig bare tilbage ind over papæsken og gravede videre i den med pindene.

Jeg var næsten nået helt hen til døren da hans stemme pludselig lynede gennem lokalet og svitsede enderne af alle andre halvudtalte sætninger på sin vej:

"Fedt du er her, Jacob! Det er sådan nogen som os Grønland har brug for!"

Han fægtede i luften med spisepindene så karrysaucen stænkede ud over det hele. Jeg fokuserede på en nuddelhale der var krøllet ud af hans ene mundvig og havde sat sig fast i skægstubbene. Så gik der en sky for solen, og jeg stirrede ind i ryggen på en stor, sortpumpet dunjakke.

Der var ikke mere at gøre her for mig. Om jeg ville det eller ej. Jeg trykkede dørhåndtaget ned og gik ud i aftenkulden.

Som sædvanlig ville pommes fritterne sikkert nå at blive kolde og klæge inden jeg kom hjem.

*

I går mødte jeg ham så igen på min søndagstur gennem byen. Han var gul og blå i hele den ene side af ansigtet. Kinden var svulmet op, og han kunne dårligt nok se ud gennem det ene øje.

"Jeg har ikke rørt en dråbe i tre dage," sagde han. “Kommer forhåbentlig heller aldrig til det igen. Næste gang tror jeg sgu det slår mig ihjel, det stads.”

“Ja, eller en af dem du går rundt og fornærmer når du har drukket det.”

“Hvad mener du? Har jeg fornærmet dig? Det må du sgu undskylde. Jeg kan ikke rigtig huske så meget fra den sidste uges tid.”

“Heller ikke at du fik et ordentlig lag tæv nede på Chili sidst jeg så dig?” sagde jeg og viftede hånden frem og tilbage foran hans forslåede ansigt.

“Nå, mener du dén her?” sagde han og trykkede sig forsigtigt på kinden. “Ja, det er sgu en grim én. Jeg fik den af min kæreste da jeg kom hjem. Hun smed mig forresten også ud et par dage, så jeg blev nødt til at booke mig ind nede på Sømandshjemmet. Sikke et lortested, hva’?”

Jeg smilede og lagde hovedet lidt på skrå.

"Hvor var det du sagde du kom fra? Vesterhavet?”

Han kiggede uforstående på mig.

“Næh,” svarede han så, “Vesterbro.”

Han er byens travleste mand hver morgen mellem otte og halvni når bageren åbner i Pisiffik. Så står han klar med spand og svaber og venter på at butikschefen stikker nøglen i låsen og drejer svingdøren i gang.

Han træder ind mellem det første det bedste af de fire små skillerum der glider forbi, og begynder sin svære dans med døren.

Spanden vugger i håndtaget og skvulper sæbevandet mod siderne, så skumtoppene slår op over kanten og stænker på gulvet. Svaberen glider lydløst over glasvæggen foran ham. Kroppen svajer i takt og holder trit. Op og ned, fra side til side, frem og rundt, frem og rundt.

Fredagen er den værste. Der er køen uden for bageren længst, og hungeren efter morgenbrød størst. Så skubber og støder kunderne for at komme først gennem døren og hen til disken. De bekymrer sig ikke om ruderne i svingdøren er pudsede eller ej, og de bekymrer sig endnu mindre om staklen der bekymrer sig om det de ikke selv bekymrer sig om.

Ofte har jeg set ham løfte svaberen fra ruden midt i et strøg, så vandet sprøjter og sæben løber. Set ham kile sig ind mod dørens midte hvor ruderne mødes og vejen rundt er kortest. Han holder altid spanden tæt ind til kroppen og svaberhovedet vendt væk fra kunderne.

Det får mig til at tænke at han ikke bare er byens travleste mand mellem otte og halvni. I det tidsrum er han også den mest tålmodige af os, den mest overbærende, den mest ydmygede og den der bedst undertrykker sin vrede. Allesammen traditionelle grønlandske træk – i hvert fald siden dansken kom hertil og koloniserede landet.

Og tænk engang, når han har pudset de fire glasvægge foran sig, så mangler han endnu at pudse de fire bag sig.

Om nogen mennesker kan man sige at han eller hun er ren luft for én. Om den person jeg skriver om her, kan jeg sige at han er ren lyd. Eller rettere: snavset, beskidt, inficerende lyd.

Han kryber ud under døren, gennem nøglehullet, gennem sprækkerne langs karmen, ud i gangene og rundt i huset, fylder det med sine dårlige manerer og sin forsigtige larm. Andre gange er det selve fundamentet han rusker i. Så klirrer ruderne deres advarsler ud over værelse, køkken og bad, mens dørene smækker som højlydt indestængte kommentarer.

I begyndelsen var det bare musik og kroppen der gav sig lidt i sit indre. Et grin der ikke var sig selv bevidst, en tanke der var for tung og trillede ud af gabet. Jeg hyggede mig ved det, smilede ad det, poserede og grimasserede bag mine egne lukkede døre.

Lydene syntes at følge med ham rundt, og jeg tænkte at de måske var hans velsignelse. Jeg så ham aldrig, kendte ham ikke som kød og blod og hud og hår, men alligevel, hans skramlende, skrabende, skrællende gang.

Så, for ikke så længe siden, begyndte de andre stemmer at komme. Først som stille samtale under behageligt besøg, men snart som uenighed og trods, spot, skænd, syre, skrig. Jeg står bag døren, sidder foran skrivebordet, ligger oven på sengen, altid lyttende efter det andet og det tredje og det fjerde par fødder.

En gange en gange en gange én.

Fjernsynet plejede at være en af hans lyde. Den placerede ham i en kulisse af titelmelodier og dåselatter og tillod ham at gå til og fra scenen som han lystede. Han kunne være hvem som helst når som helst, og ofte var han sikkert ingen. Bare lyden af en generisk vittighed med punchline og bifald på repeat.

Nu er jeg ikke længere helt så sikker. Fjernsynet er blevet til en arkademaskine, de moralske grinagtigheder til maskingeværsalver og til en stadig kortere afstand fra bøn om nåde til sidste suk. Lyden er mere kompakt nu, tættere, mere konstant.

Skridtene er hørt op. Stemmerne er der endnu. De skærer og snerrer, højere og højere, på et sprog der dag for dag bliver mere og mere uforståeligt. Lyden sidder fast i værelset som musik mellem en hakkende afspiller og dens højtaler.

Tonerne falder sammen og bliver til en vedvarende hylen. Jeg stopper ørerne med strikhuer og hovedtelefoner om dagen, med dunlette puder og søvntunge dyner om natten.

Det er alligevel bare en overgang. Snart skal lyden blive ren, og stilheden total.

Jeg kan høre det på den måde han smækker døren på. På frakkeærmet der skraber mod væggen når han går ned ad gangen. På det stille fløjt når han tisser hårdt i kummen. På ræbet der siver ud ad mundvigen som en prut når man sover.

Jeg kan høre at ånden er kravlet ud ad flasken og ind i manden.

Engang var han stor og rund med bredt smil og blussende kinder. Nu hænger huden i folder under tøj der poser. Smilet er der stadig, men kun som en maske over det andet ansigt der er begyndt at træde frem i hans eget.

Panden er skudt frem, øjnene sunket tilbage i deres huler. Kindbenene stikker ud som pæle under et telt der har fået pløkkerne trukket op. Kødet har samlet sig i underansigtet, det hænger fra kæben og drypper fra hagen, føjer nye lag til halsen som dagene går og livet skrider.

Først troede jeg at det var døden jeg så i ham. Den viser sig som kranie og knogler, den visker personligheden ud og tavlen ren, den minder os om et andet og dybere fællesskab der får de levendes til at ligne en parodi.

Jeg troede at det var derfor han smilede.

Nu forstår jeg at det ikke er døden jeg ser, men ånden. Den er flyttet ind i kroppen, har taget bolig i kødet. Den er ikke velsignelse, den er besættelse. Den forvandler ikke, den forvrænger. Jeg kan høre den smiske bag hans ryg, se den slide hans verden sønder.

Nu forstår jeg at det ikke længere er mennesket der smiler, nu forstår jeg at det er ånden der griner.

Der går en mand rundt i Nuuk med et kamera over skulderen på udkig efter Døden. Hver gang han hører en sirene, eller ser en drukkenbolt dejse om i en snedrive, styrter han af sted med linsen forrest.

Det er som om han håber en dag at kunne fange Døden på film og fersk gerning.

Jeg har set ham et par gange oppe på redaktionsgangen. Skægstubbene er grove og grå, blikket flakkende og forjaget. Frakken har store lommer som kunne gemme på hvad som helst.

"Er der nogen der skriver på historien om manden der faldt ned i et glasbord og fik halsen skåret op?" råber han ude fra entréen.

Han kommer kun ind hvis der er nogen der vil købe et af hans billeder. Han har ikke tid til kaffe og sniksnak. Det er alvor for ham, det her, dødelig alvor.

Ind imellem ringer journalisterne selv til ham. Hvis de mangler stof til avisen eller bare har brug for lidt spænding.

De siger at han altid lyder forpustet når han tager mobilen. Måske det er vinden der suser i mikrofonen. Eller måske han frygter det næste billede, at det bliver af ham selv.

Det er ikke kun ham der jager Døden. Døden jager også ham.

En dag vil den komme mens han står med kameraet fremme. Den vil træde helt op til ham, og han vil trykke på udløseren. Endelig vil han vide hvordan den ser ud.

Vi andre vil sidde tilbage med endnu et billede.