Kolonist ved et tilfælde

Liv og jeg er ankommet til Nuuk i tæt snefog. Vi blev modtaget af en sort mand midt i al det hvide og midlertidigt indlogeret på et værelse i kateketen Jonathan Petersens gamle hus. Min første internetforbindelse er to gange en halv time på det lokale bibliotek.

Om aftenen serverede Francis ghanesisk fufu med oksehaler og rensdyrlever. Fufu viste sig at være en slags kartoffelmos med en dejagtig konsistens lavet på pulveriserede kæmpebananplanter. Vi formede små kugler af fufuen og rodede dem rundt i kødsovsen med fingrene mens vi så lokalnyheder på TV-Nuuk og snakkede Grønland med Trine. Trine er min tidligere bofælle Henriks halvsøster og vores egentlige vært i huset. Henrik selv er flyttet til Tasiilaq på østkysten og skriver om sine indtryk her.

Nuuk forekommer mig at være en by uden veje. Huse og etageejendomme er strøet ud mellem fjord og fjeld med løs hånd. Landskabet der forbinder dem, er store flader af hvidt med enkelte pløjede spor på kryds og tværs. Det er ikke umiddelbart muligt at skelne vej fra fortov fra privat grund. Ingen kantstene, intet buskads, ingen indhegning. Jeg ved ikke engang hvordan jorden under isen ser ud. Klippe? Asfalt? Grus? Græs?

Kollegiet vi skal bo på, er en øvelse i grønlandsk tristesse. To forfaldne containerstammer oven på hinanden med udsigt til en klippevæg og en byggeplads hvor fire forblæste grønlandske arbejdere tilsyneladende er i gang med at opføre en eksakt replika af vidunderet overfor.

Inde på værelset er en fatning gået løs, så ledningerne hænger slapt ud af hullet i loftet. En tidligere beboer har skrevet “død” mellem stikhullerne på en af kontakterne. I køkkenet er rygeforbudet blevet klaret ved at tape en sort affaldssæk fast om røgalarmen.

På mandag indgiver vi begæring om “ønskeflytning” som kollegieadministrationen kalder det med en snert af utopi. Vi kender sagsbehandlingstiderne hjemmefra og bebrejder dem ikke deres selvindsigt. I stedet er vi gået i gang med at indrette os på værelse L-08 i Kujalliit-kollegiet. Et stenkast fra et hav vi ikke kan se.