Kolonist ved et tilfælde

En kort nats søvn og så af sted til Nuuk. Har tilbragt dagen på pilgrimsfærd fra boghandel til boghandel, men fandt ingen skrifter der var hellige nok. Plejer ellers altid at have mindst to med i rygsækken når jeg drager ud. Denne gang bliver det anderledes. Jeg pløjer gennem resten af "Kalak" i flyet, og "Dagens Ansigt: Allie Mae" har jeg allerede læst to gange. Min anmeldelse af den er endnu kun en skabelon. Ja, faktisk er det en gammel strøtanke der i sin tid strejfede et skuldertræk, men nu er vendt tilbage med et forsigtigt nik. Jeg er endnu ikke kommet af sted, og jeg tænker allerede på at udrette noget.

I kælderen under Paludan virkede Grønlandssektionen tør og tung, dog for let til rigtig at bide sig fast. Klassikerne hos Arnold Busck fremviste gotik-sentimentale rygge og mindede mig om dengang jeg vitterlig troede jeg levede i viktoriatiden. Naipaul skød sig ud af rækken hos Atheneum, men jeg havde læst halvdelen af essayene i forvejen, og resten struttede af andre rejsers eksotisme. Desuden er nordens folkefærd ham de mest glædesløse i verden.

Så nu rejser jeg af sted uden ord. Jeg har åbenbart ikke brug for det filter lige nu. Det må skabe sig selv undervejs. Jeg ankommer med vidt åbne øjne og fødderne solidt plantet i Sorel-støvlernes indre uldsok. Varmen er det første jeg sanser. Noget af resten følger hér.