Bokseren

Han var det første jeg så da jeg åbnede døren ind til værtshuset. En ung kronraget fyr med hårde øjne i et blødt ansigt. Kroppen var solid og veltrænet, men huden endnu barnlig og ikke helt fast. Hvis ikke han havde siddet med et midaldrende par - runde, smilende, øldrikkende mennesker - havde jeg måske følt mig truet. Det lå i blikket. Han så mig an.

Tullemut er efterhånden blevet vores stamsted. Ikke at vi kommer der særlig ofte, men det er dér vi føler os hjemme. En lille bæverding med små indrammede sofastykker over båsene og en række én-armede tyveknægte ved siden af baren. Stemningen er afslappet og imødekommende - med undtagelse af musikken der ubesværet veksler mellem grønlandsk pop og Ramstein.

Vi slog os ned ved det sidste ledige bord og gjorde os det behageligt med et par kolde øl og en ti-paks. Freddy Mercury sang at han havde lyst til at bryde fri, og snart følte vi os også selv på behørig afstand af hverdagen. Tungebåndene løsnede op og tankerne flød frit frem og tilbage over bordet mens øllet svandt i flaskerne og askebægeret mistede sin hvide uskyld.

Et ældre ægtepar med rødder i nord og syd og et bånd der var blevet knyttet på midten i Nuuk, rykkede ind ved siden af os og indledte en besværlig samtale på gebrokkent engelsk. Manden var overbevist om at Liv var halvt grønlænder, og at jeg var helt svensker, hvilket fik ham til at drage den besynderlige konklusion at han hellere måtte tiltale os på udenlandsk.

"Jeg er skidefuld," sagde han da det endelig lykkedes os at få ham til at forstå at vi var lige så danske som han var grønlandsk. "Min nevø er på besøg, og de unge de drikker jo. Så må vi gamle bare prøve at følge med."

Jeg var midt i en forhandling med mig selv om hvorvidt jeg skulle spørge til ham eller nevøen først, da han pludselig brød ud i sang:

Your hand in mine stills the thunder
You make the sun want to shine

Det var desværre de eneste to linjer han kunne huske, så dem måtte vi høre om og om igen til sangen var slut. Konen så mere og mere misfornøjet ud og undgik ethvert forsøg på øjenkontakt.

"Generer de jer?" var der én der spurgte omme bag mig.

Jeg vendte mig halvt rundt i sædet og stirrede den unge mand fra før i øjnene. Han havde taget trøjen af så man kunne se t-shirten stramme til om overarmene.

Jeg forsikrede ham om at de på ingen måde generede os, og skyndte mig at punktere situationen ved at spørge ham om han havde en god aften. Vi skålede og fik hilst hele raden rundt.

Han fortalte at han var ude med sin søster og sine forældre. De sad lige derovre, og hvis vi manglede noget skulle vi bare sige til. Ja, hvis vi ville skifte musik, kunne vi også bare gå op i baren og gøre dét.

"Alle kender mig herinde. Også dørmændene."

Tilbage ved bordet havde Liv endelig fået hul på konen. Hendes dansk var meget utydeligt, men fagterne hjalp med at ridse ordene op. Jeg tænkte at det var første gang jeg havde set nogen bruge tegnsprog i Grønland, og pludselig slog det mig at jeg ikke bare befandt mig i et fremmed land, men i et land med en helt anden sprogstamme end den indo-europæiske. Det tror jeg ikke jeg har gjort før, selv om både ungarsk og tyrkisk vist falder ganske langt fra stammen.

Hun fortalte om sin familie og sin bygd i nærheden af Qaqortoq, det gamle Julianehåb. Hendes søn var fanger og levede et godt liv uden druk og røg og dovenskab. Hende og hendes mand havde selv prøvet at kvitte de dårlige vaner for år tilbage, men hun konstaterede med et smil at det ikke var lykkedes. Det vigtige var at det var lykkedes for sønnen.

"Kan du se ham dér oppe ved baren?" spurgte manden mig og pegede åbenlyst tværs gennem lokalet.

En svær dansk mand sad og hang ind over disken med en sjus i glasset og sin lille skråhue på vej ned i øjnene. Flere gange prøvede han at løfte blikket uden held.

"Han er skibsreder. En rigtig millionær. Men tror du han er lykkelig?"

Det turde jeg ikke udtale mig om.

"Han er min gode ven. Skal jeg gå op til ham og sige at han skal skride hjem, sådan en skide dansker?"

Det syntes jeg ikke han skulle. Men han gjorde det alligevel, og det blev det sidste jeg så eller hørte til ham den aften. Konen fulgte kort efter med et reserveret farvel.

Liv og jeg faldt tilbage i hinandens selskab og forsøgte at rede trådene ud af de knudrede samtaler vi havde ført med ægteparret. Hvad var det med den nationaldragt konen havde plapret om, og hvorfor var det at den var for lille? Eller havde hun bare ment at den var til et barn? Men hvis barn? Sønnens måske?

Vi gav snart op og bestilte en ny omgang istedet.

Der var kommet flere og fuldere gæster på Tullemut. Opdelingen mellem bordene var ikke så skarp som da vi kom ind. Folk dinglede fra det ene til det andet som om de var én stor familie. Slægtskabet synes dog mere at ligge i det de havde i blodet end i blodet selv. For enden af baren forsøgte en lokal fulderik sig som human beatbox. Applausen var ude af proportioner med indsatsen.

"Har I det godt?"

Den unge fyr var tilbage. Han spurgte først om han måtte sætte sig efter at han havde sat sig. Vi bød ham velkommen og holdt flaskerne frem til skål.

"Jeg har holdt øje med jer," indrømmede han straks. "Ikke på nogen dårlig måde, bare lige for at se hvilke typer I er."

Han kiggede halvt spørgende, halvt udfordrende på os. Vi svarede igen med tavshed og let løftede øjenbryn som en opmuntring til ham om at fortsætte.

"Nogle danskere kan godt lide at holde sig lidt for sig selv. Så virker de fjendtlige på os. Som om de ikke respekterer os."

Jeg ville have sagt til ham at det var os der var gæsterne her, og at vi derfor naturligvis respekterede vores værter. Men så blev jeg filosofisk og begyndte at plage mig selv med spørgsmål om hvorvidt jeg ikke gennem alle disse rastløse år havde forvandlet mig til den evige gæst der ikke længere havde et hjem at være vært i. Og videre: om det ikke gav mig ret til at optræde som vært hvor jeg følte mig hjemme, og ikke nødvendigvis kun hvor jeg engang havde haft hjemme.

"Det er mest håndværkerne der er sådan," fortsatte han ret frem gennem min tankesky som et tog der føler sig sikker på sine skinner. "I er anderledes, I er ikke bange for at møde nye mennesker. Måske er I her endda for at møde nye mennesker."

Endnu engang måtte jeg se mig hensat til at blive udlagt af en vildfremmed. Umyndiggjort uden mulighed for at give igen inden for rammerne af den tilbudte gæstfrihed.

"I har nok lagt mærke til det ar jeg har i panden," sagde han og placerede en finger midt mellem øjenbrynene. Hvis der virkelig var et ar, så var det i hvert fald ikke større end at fingeren kunne dække det.

"Næh," prøvede jeg mig med et forsigtigt oprør, "er du da faldet og har slået dig?"

Det var på én gang det helt forkerte og det helt rigtige spørgsmål. Fyren rettede sig op i stolen, skød brystkassen frem og tog en ordentlig tår af flasken. Så lænede han sig fortroligt ind over bordet og inviterede vores hoveder nærmere.

"Jeg kan godt styre mig når jeg drikker. Jeg er altid klar i hovedet. Fem eller ti øl gør ingen forskel. Men hvis jeg bliver vred, så slår det klik. Så bliver jeg bare ved med at slå indtil der er nogen der trækker mig væk."

Han sagde det ikke truende, som en advarsel. Det lød nærmere som om han var lidt stolt af det.

Jeg kom i tanke om den unge fyr der boede på det første kollegie vi flyttede ind på i Nuuk. Han pralede også med at han havde tævet en anden fyr sønder og sammen - og at han havde fået en dom der formente ham adgang til alle landets styrketræningscentre.

Den bløde kerne der fik blikket til at søge mod gulvet og stemmen til at bæve, fandt man først ind til når man fik ham til at fortælle historien der gik forud for overfaldet. Hvordan hans offer i sin tid havde voldtaget hans søster, og hvordan han selv havde brugt halvanden år på at træne sig op til at hævne hende.

"Hvor gammel er du?" spurgte jeg fyren på Tullemut som jeg også dengang havde spurgt fyren på kollegiet.

"Nitten," sagde han højt og tydeligt mens han fulgte oprydderens hånd der tømte askebægeret og stillede et nyt frem. Da oprydderen var gået, indrømmede han dog at han i virkeligheden kun var sytten.

Han fortsatte med at beskrive slagsmål efter slagsmål som sekvenser i en actionfilm der hastigt nærmer sig sin afslutning. Om dengang han var blevet slået ned med en kølle fordi han havde danset med den forkerte chick, om dengang der var en hel flok perkere der var gået løs på ham på Nørrebro, og om dengang han var blevet arresteret af en strisser der viste sig at være hans egen fætter, og som efterfølgende havde låst håndhjernene op og sagt at han bare skulle løbe så hurtigt ind i natten han kunne.

På et tidspunkt forlod jeg bordet midt i en slagserie for at gå ud at tisse, og da jeg vendte tilbage sad han synligt berørt og fortalte Liv hvordan fire af hans bedste venner havde begået selvmord. Én havde skudt sig, en anden havde kastet sig i fjorden, og de to sidste havde hængt sig.

"Men ved du hvad jeg kalder dem?" spurgte han mig i samme øjeblik jeg satte mig. "Jeg kalder dem for tøsedrenge."

Igen skiftede tonen tilbage til det rå og uforsonlige. Jeg ville ønske at jeg bare havde sat mig ved bordet bagved og lyttet til det bløde jég der lige før havde bekendt sig til Liv. Han havde tydeligvis et problem med at vise svaghed over for fremmede mænd, uanset hvor spinkle og langhårede de så måtte være.

Alligevel var det som om vi var rykket lidt nærmere hinanden i mit fravær. Jeg begyndte at spørge ind til hans liv og hans ambitioner på så henkastet en måde at det ville være nemt for ham at feje spørgsmålene af bordet hvis han ikke brød sig om dem.

"Kender du Brian Lentz?" spurgte han tilbage.

Navnet fik en klokke til at ringe, men lyden rejste over så mange år at jeg ikke kunne skelne tonerne fra hinanden da de endelig nåede frem.

"Han var en berømt bokser engang, nede i Danmark, før jeg blev født. Nu har han stoppet karrieren fordi hans ni-årige datter har fået kræft. Men han er mit største forbillede, og min drøm er at blive bokser ligesom ham."

"Men ... hvorfor lige ham?"

"Han er min fætter, og jeg vil have at han skal træne mig. I Grønland kan man kun gå til kampsport, men jeg ville hellere gå til boksning. Det er derfor jeg flytter til Danmark. Om en måned. Jeg har allerede fået lejlighed på Amager. I skal komme og besøge mig."

Invitationen kom som en overraskelse. Andre rejser i andre dele af verden har lært mig aldrig at udveksle telefonnumre og adresser før man føler sig sikker på den andens intention. I hvert fald ikke korrekte adresser og telefonnumre.

Men den unge bokser havde ramt mig helt rent. Før alarmklokkerne begyndte at ringe, havde vi allerede udvekslet telefonnumre og aftalt at vandre op til toppen af Store Malene når den sidste sne var væk fra fjeldet.

Det var blevet tid til at bryde op.

En piercet pige på fyrens egen alder lænede sig ind over ham og trykkede et bundt pengesedler i hånden på ham. Han kiggede på hende uden et ord, og så var hun væk. Under bordet begyndte benene at sitre uroligt på ham.

"Jeg bliver nødt til at smutte nu," sagde han og skoddede den cigaret han lige havde tændt. "Vi ses derude."

Musikken var blevet meget folkelig og national, og halvdelen af værtshuset sang med på hvert eneste nummer. Det var tydeligt at tilbuddet om at sætte vores egen musik på ikke længere stod ved sin magt. Vi drak ud og sagde farvel til de af aftenens bekendtskaber der stadig var inden for mental rækkevidde.

På vej ud var der pludselig nogen der råbte os an. Det var det midaldrende par den unge fyr havde siddet sammen med da vi kom ind. Hans forældre, som han havde fortalt os. Søsteren var der også endnu.

"Vi har de bedste børn i verden," sagde moren lige så stolt som sønnen da han havde fortalt hvordan en eller anden havde smadret en flaske i hovedet på ham uden at han havde så meget som blinket. Han havde bare fæstnet overfaldsmandens blik til sit og sagt at nu måtte han nok hellere se at passe lidt på. Det var sådan han havde fået arret i panden.

Vi fik knus hele bordet rundt, og faren insisterede på at vi skulle se aftenens kup inden vi gik hjem. Han rullede et lille stykke snavset stof ud med en fedtstensfigur i og spurgte os hvor meget vi troede den havde kostet ham. Figuren var en noget nær eksakt kopi af hvordan jeg som barn forestillede mig at en ægte eskimo måtte se ud. Ansigtet var skjult i anorakkens dyb, bag hættens åbning der var formet som en retvinklet trekant med spidsen opad.

"Femhundrede?" forsøgte Liv sig med et bud som hun vidste ville være for højt.

"Hundredeoghalvtres!" fik faren lov til at triumfere, som om der var noget særlig ærefuldt i at tage brødet ud af munden på de forpinte kunstnersjæle der lusker rundt på værtshusene og falbyder deres håndværk til spotpris.

Jeg undlod at gøre ham opmærksom på at det han havde snydt sig til, var en karikatur af hans eget folk, og jeg er da også sikker på at han ikke ville have været enig. For ham var det nok snarere en smuk påmindelse om en stolt tradition.

Udenfor var natten mild og sommerlig. Vi havde fået hvad vi var kommet efter, og mere til.

Bokseren har stadig ikke ringet, men Tullemut ligger der endnu, og næste weekend er kun en uge væk.