Kolonist ved et tilfælde

Sådan genlyder råbet over hav og fjeld og VHF-radio når en fanger får øje på et eksemplar af Grønlands mægtigste rovdyr: isbjørnen.

Og det var præcis hvad Apollo Berthelsen gjorde denne søndag morgen i sin båd lidt uden for Nuuk.

Det var den første levende isbjørn han lagde øjne på i sit 53 år lange liv, og selv om han var ene mand ombord, tøvede han ikke et øjeblik med at sætte efter dyret og harpunere det med et enkelt skud ret i halsen.

Det er anden gang på en måned at der bliver skudt bjørn i nærheden af Nuuk. Sidste gang var omme bag Store Malene, ikke så langt fra den populære skilift. Men så skal man ellers også femten år tilbage i tiden for at høre Nanoq! gjalde gennem byens gader.

I de mindre og mere afsidesliggende byer og bygder er bjørnebesøgene også blevet hyppigere. Således er det ikke mere end et par uger siden at hele tre isbjørne forvildede sig ind i Tasiilaq hvor min medkronikør Henrik netop har fået sig et smukt lille hus.

Om det er de evindelige klimaforandringer der er årsag til denne pludselige nærkontakt, skal ingen naturligvis kunne sige, men spændende er det i hvert fald.

Liv og jeg havde godt lagt mærke til at der var usædvanligt mange mennesker i gaderne denne søndag formiddag, og at de fleste af dem tilsyneladende havde kurs mod den gamle kolonihavn. Men solen var høj og luften mild, så vi tænkte ikke nærmere over det før vi stødte på AGs fotograf Hans Jukku der var på rygtejagt med sin tre-årige søn.

Vi hastede ned ad de for en gangs skyld isfri gader til Brættet hvor fangerne plejer at sælge ud af morgenens fangst. Her fandt vi den største folkesamling jeg til dato har set i Nuuk uden for værtshusene. Unge som gamle, høj som lav, var strømmet til for med egne øjne at se vidunderet.

At nedlægge en isbjørn er det største man som fanger kan opnå i Grønland. Den stotlhed og status der følger med en sådan bedrift, overskrider så langt hvad nogen forretningsmand eller politiker kan gøre sig håb om at opnå heroppe.

Stemningen var euforisk.

Det kolossale dyr lå allerede på flænsebordet, omgivet af en kødrand af mennesker med kameraet højt hævet over hovedet. Udløserne blev trykket ned i blind henrykkelse og vildskab, så blitzene lynede inde under halvtaget. Den sædvanlige grænse mellem salgsboder og flænseborde var for længst overskredet, og fangerne måtte kæmpe for at få albuerum til at partere deres fisk og plukke deres fugle.

Jeg opgav hurtigt at komme frem til bjørnebordet og var mere end villig til at låne Liv mit kamera og lade hende gå spidsrod ind i virvaret. Da hun et kvarter senere endnu ikke var vendt tilbage, tænkte jeg at jeg hellere måtte prøve at kæmpe mig frem for at se om hun var blevet trampet under fode og lå og rodede rundt nede under et af fangstbordene.

Jeg fandt hende ved godt helbred og fuldt opretstående med linsen halvvejs inde i gabet på isbjørnen. Hun havde allerede fyldt en halv memory stick i kameraet og var så småt begyndt at væmmes ved stanken af blod og synet af bjørnens opskårne krop.

En fornemmelse af ubehag krøb også ind under huden på mig da jeg forstod at jeg var en del af en blodberuset mængde der med kameraer og pegende fingre og pludselige udbrud syntes at vanhellige og nedværdige det der for få timer siden havde været Apollo Berthelsen og bjørnens ligeværdige kamp på havet.

Alligevel var det umuligt for mig at løsrive mig, selv efter at Liv havde trukket sig tilbage. Jeg blev nødt til at fylde resten af memory stick'en op før min sult var tilfredsstillet og jeg atter kunne mase mig vej ud af halvtagets skyggeverden hvor ældgamle fangstritualer og moderne mobilteknologi dannede nye og hidtil uanede forbindelser.

Det var først dér, ude i lyset og væk fra mængden, at jeg kom i tanke om at jeg ikke havde hørt nogen råbe Nanoq! på vej gennem byen. Hans Jukku løste mysteriet for mig. Han havde fået det første tavse tip om drabet på Facebook. Sidenhen havde rygtet spredt sig via SMS.

Væk var isbjørnekaldets oprindelige rædsel og respekt, tilbage stod kun nysgerrigheden og hovmodet som jeg selv havde været en del af. Endnu engang måtte jeg sande at det er brydningstid i såvel Grønland som mig selv, og at selv vejen tilbage nødvendigvis må gå frem.

Resten af historien vil jeg lade mine og Livs billeder fortælle i galleriet her.