Kolonist ved et tilfælde

Om nogen mennesker kan man sige at han eller hun er ren luft for én. Om den person jeg skriver om her, kan jeg sige at han er ren lyd. Eller rettere: snavset, beskidt, inficerende lyd.

Han kryber ud under døren, gennem nøglehullet, gennem sprækkerne langs karmen, ud i gangene og rundt i huset, fylder det med sine dårlige manerer og sin forsigtige larm. Andre gange er det selve fundamentet han rusker i. Så klirrer ruderne deres advarsler ud over værelse, køkken og bad, mens dørene smækker som højlydt indestængte kommentarer.

I begyndelsen var det bare musik og kroppen der gav sig lidt i sit indre. Et grin der ikke var sig selv bevidst, en tanke der var for tung og trillede ud af gabet. Jeg hyggede mig ved det, smilede ad det, poserede og grimasserede bag mine egne lukkede døre.

Lydene syntes at følge med ham rundt, og jeg tænkte at de måske var hans velsignelse. Jeg så ham aldrig, kendte ham ikke som kød og blod og hud og hår, men alligevel, hans skramlende, skrabende, skrællende gang.

Så, for ikke så længe siden, begyndte de andre stemmer at komme. Først som stille samtale under behageligt besøg, men snart som uenighed og trods, spot, skænd, syre, skrig. Jeg står bag døren, sidder foran skrivebordet, ligger oven på sengen, altid lyttende efter det andet og det tredje og det fjerde par fødder.

En gange en gange en gange én.

Fjernsynet plejede at være en af hans lyde. Den placerede ham i en kulisse af titelmelodier og dåselatter og tillod ham at gå til og fra scenen som han lystede. Han kunne være hvem som helst når som helst, og ofte var han sikkert ingen. Bare lyden af en generisk vittighed med punchline og bifald på repeat.

Nu er jeg ikke længere helt så sikker. Fjernsynet er blevet til en arkademaskine, de moralske grinagtigheder til maskingeværsalver og til en stadig kortere afstand fra bøn om nåde til sidste suk. Lyden er mere kompakt nu, tættere, mere konstant.

Skridtene er hørt op. Stemmerne er der endnu. De skærer og snerrer, højere og højere, på et sprog der dag for dag bliver mere og mere uforståeligt. Lyden sidder fast i værelset som musik mellem en hakkende afspiller og dens højtaler.

Tonerne falder sammen og bliver til en vedvarende hylen. Jeg stopper ørerne med strikhuer og hovedtelefoner om dagen, med dunlette puder og søvntunge dyner om natten.

Det er alligevel bare en overgang. Snart skal lyden blive ren, og stilheden total.