Kolonist ved et tilfælde

Jeg kan høre det på den måde han smækker døren på. På frakkeærmet der skraber mod væggen når han går ned ad gangen. På det stille fløjt når han tisser hårdt i kummen. På ræbet der siver ud ad mundvigen som en prut når man sover.

Jeg kan høre at ånden er kravlet ud ad flasken og ind i manden.

Engang var han stor og rund med bredt smil og blussende kinder. Nu hænger huden i folder under tøj der poser. Smilet er der stadig, men kun som en maske over det andet ansigt der er begyndt at træde frem i hans eget.

Panden er skudt frem, øjnene sunket tilbage i deres huler. Kindbenene stikker ud som pæle under et telt der har fået pløkkerne trukket op. Kødet har samlet sig i underansigtet, det hænger fra kæben og drypper fra hagen, føjer nye lag til halsen som dagene går og livet skrider.

Først troede jeg at det var døden jeg så i ham. Den viser sig som kranie og knogler, den visker personligheden ud og tavlen ren, den minder os om et andet og dybere fællesskab der får de levendes til at ligne en parodi.

Jeg troede at det var derfor han smilede.

Nu forstår jeg at det ikke er døden jeg ser, men ånden. Den er flyttet ind i kroppen, har taget bolig i kødet. Den er ikke velsignelse, den er besættelse. Den forvandler ikke, den forvrænger. Jeg kan høre den smiske bag hans ryg, se den slide hans verden sønder.

Nu forstår jeg at det ikke længere er mennesket der smiler, nu forstår jeg at det er ånden der griner.