Kolonist ved et tilfælde

Der går en mand rundt i Nuuk med et kamera over skulderen på udkig efter Døden. Hver gang han hører en sirene, eller ser en drukkenbolt dejse om i en snedrive, styrter han af sted med linsen forrest.

Det er som om han håber en dag at kunne fange Døden på film og fersk gerning.

Jeg har set ham et par gange oppe på redaktionsgangen. Skægstubbene er grove og grå, blikket flakkende og forjaget. Frakken har store lommer som kunne gemme på hvad som helst.

"Er der nogen der skriver på historien om manden der faldt ned i et glasbord og fik halsen skåret op?" råber han ude fra entréen.

Han kommer kun ind hvis der er nogen der vil købe et af hans billeder. Han har ikke tid til kaffe og sniksnak. Det er alvor for ham, det her, dødelig alvor.

Ind imellem ringer journalisterne selv til ham. Hvis de mangler stof til avisen eller bare har brug for lidt spænding.

De siger at han altid lyder forpustet når han tager mobilen. Måske det er vinden der suser i mikrofonen. Eller måske han frygter det næste billede, at det bliver af ham selv.

Det er ikke kun ham der jager Døden. Døden jager også ham.

En dag vil den komme mens han står med kameraet fremme. Den vil træde helt op til ham, og han vil trykke på udløseren. Endelig vil han vide hvordan den ser ud.

Vi andre vil sidde tilbage med endnu et billede.