Kolonist ved et tilfælde

Sidste gang jeg så ham var ovre på Café Chili. Det var en tilfældig hverdagsaften. Der var pakket med unge grønlændere som sædvanlig, og luften var tung af friture og vådt overtøj.

Han sad i hjørnet ovre ved siden af spillemaskinerne og rodede i en thaibox med et par spisepinde. Oksekødsstrimlerne blev ved med at smutte fra ham og falde tilbage ned i papæsken. Nudlerne hang som slatne prydsplanter ud over kanten og videre ned på den fedtede bordplade.

Jeg bestilte pommes frites med ketchup og remoulade og dumpede ned på den anden side af bordet med ryggen mod væggen og et ben på hver side af bænken. Jeg stirrede tomt frem for mig mens ungdommen skuttede sig med hip-hop-bukser og hættetrøjer i grilltågerne. Det var op til ham at åbne samtalen hvis han havde lyst.

Han havde drukket. Det var det første jeg havde lagt mærke til da jeg åbnede døren og fik øje på ham. Hans forsøg på at skjule det, gjorde det kun endnu tydeligere.

Tre måneder var åbenbart den magiske grænse der ikke kunne passeres. Da han advarede mig om det et par uger forinden, havde det mere virket som om han advarede sig selv. Han vidste godt hvad der ventede ham.

"Skal du have noget med?" spurgte han og skubbede thaiboxen over mod mig med spisepindene.

"Ellers tak," sagde jeg og drejede hovedet over mod ham. "Jeg er bare ovre og hente en gang fritter til kæresten. Hun har tømmermænd."

Han kiggede længe og undersøgende på mig uden at trække thaiboxen tilbage. Som om jeg pludselig var en fremmed for ham. Så borede han spisepindene helt ned i bunden af nuddelmassen og holdt en hånd op foran mit ansigt. Han viftede den frem og tilbage et par gange inden han trak den til sig.

"Hvad foregår der oppe i hovedet på dig?" spurgte han. "Hvad tænker du om alt det her?"

"Om alt det her hvad-for-noget?"

"Om dét her selvfølgelig – om Grønland!"

Jeg åbnede munden uden at sige noget, bare et øjeblik, for at holde ham hen og få ham til at falde lidt ned. To højrøstede, lyshårede danskere kan hurtigt komme i problemer blandt en flok lokale hang- og drop-outs på en grønlandsk grillbar ikke engang veterinærmyndighederne tør lukke ned.

"Jeg tænker at det minder lidt om det lille indiske kongerige Sikkim et sted i det østlige Himalaya," lod jeg det til sidst slippe ud. Han havde tydeligvis brug for modspillet.

"Hold da kæft! Ved du hvad det første jeg sagde til min kæreste da jeg landede i Nuuk for tre år siden var?"

Min taktik var ikke lykkedes. En lille gruppe unge var rykket sammen omkring vores bord. Nysgerrigheden i deres blikke var hård og truende.

"Jeg sagde, det her sted, med al den her sne og klippe, med alle de her skide barakker, det ligner sgu Kathmandu!"

Han råbte det ud i rummet med en selvbevidsthed der fik mig til at ane at han var ude på skrammer. Der brændte en ild i ham, en ild der fortærede alt han kom i nærheden af. At slukke den var håbløst. Den eneste mulighed var at forsøge at slå ring om den og begrænse skaden.

"Hundredetreogtredive," dundrede det gennem højtaleranlægget, så basenheden nær var røget med ud.

Jeg kiggede op for at se hvad det var for en thaibuddhistisk dæmon de havde sat til at råbe mit kønummer op. Omme bag disken stod en thailandsk knægt på tæer for at nå op til mikrofonen.

Dårlig hygiejne var åbenbart ikke det eneste de kunne slippe afsted med her på Café Chili. Børnearbejde er bare et spørgsmål om at have de rette forbindelser.

Jeg hankede op i den brune papirspose med pommes fritterne og spurgte min ven om han ville lidt med derudaf. Han holdt mit blik fast mens han langsomt trak thaiboxen tilbage over bordet. Jeg stod lidt og ventede på et udbrud, men det kom ikke. I stedet bøjede han sig bare tilbage ind over papæsken og gravede videre i den med pindene.

Jeg var næsten nået helt hen til døren da hans stemme pludselig lynede gennem lokalet og svitsede enderne af alle andre halvudtalte sætninger på sin vej:

"Fedt du er her, Jacob! Det er sådan nogen som os Grønland har brug for!"

Han fægtede i luften med spisepindene så karrysaucen stænkede ud over det hele. Jeg fokuserede på en nuddelhale der var krøllet ud af hans ene mundvig og havde sat sig fast i skægstubbene. Så gik der en sky for solen, og jeg stirrede ind i ryggen på en stor, sortpumpet dunjakke.

Der var ikke mere at gøre her for mig. Om jeg ville det eller ej. Jeg trykkede dørhåndtaget ned og gik ud i aftenkulden.

Som sædvanlig ville pommes fritterne sikkert nå at blive kolde og klæge inden jeg kom hjem.

*

I går mødte jeg ham så igen på min søndagstur gennem byen. Han var gul og blå i hele den ene side af ansigtet. Kinden var svulmet op, og han kunne dårligt nok se ud gennem det ene øje.

"Jeg har ikke rørt en dråbe i tre dage," sagde han. “Kommer forhåbentlig heller aldrig til det igen. Næste gang tror jeg sgu det slår mig ihjel, det stads.”

“Ja, eller en af dem du går rundt og fornærmer når du har drukket det.”

“Hvad mener du? Har jeg fornærmet dig? Det må du sgu undskylde. Jeg kan ikke rigtig huske så meget fra den sidste uges tid.”

“Heller ikke at du fik et ordentlig lag tæv nede på Chili sidst jeg så dig?” sagde jeg og viftede hånden frem og tilbage foran hans forslåede ansigt.

“Nå, mener du dén her?” sagde han og trykkede sig forsigtigt på kinden. “Ja, det er sgu en grim én. Jeg fik den af min kæreste da jeg kom hjem. Hun smed mig forresten også ud et par dage, så jeg blev nødt til at booke mig ind nede på Sømandshjemmet. Sikke et lortested, hva’?”

Jeg smilede og lagde hovedet lidt på skrå.

"Hvor var det du sagde du kom fra? Vesterhavet?”

Han kiggede uforstående på mig.

“Næh,” svarede han så, “Vesterbro.”