Kolonist ved et tilfælde

Det er ikke let at være tre steder på én gang. Min krop er i Nuuk, mit hjerte i København, og mine tanker i Varanasi.

De sidste par dage har jeg udelukkende holdt sammen på mig selv ved at flygte til et helt fjerde sted. Jeg har redet på fantasiens kameler gennem Arabiens ørkensand på jagt efter visdommens syv søjler med Lawrence og Feisal. Sandet knaser stadig herligt mellem tænder og tæer.

Normalt når jeg nærmer mig afslutningen på en rejse, plejer jeg at have en følelse af at der er tusind ting jeg skal nå inden jeg forlader den store vide verden og vender hjem til hverdagens trange kår. Der er altid lige et ekstra hjørne at kigge rundt om, en ekstra vej at følge og et ekstra sted at besøge. Måske vender man aldrig tilbage, måske bliver det for sent.

Men denne gang er det anderledes.

Bevares, vi har da endnu ikke været til bingoaften i forsamlingshuset eller til onsdagslykkehjul på Takuss. Men det går jo nok også. Og Maximut skal vi nok få under vesten en af dagene - den er jo trods alt den eneste af byens tre mutter vi mangler at besøge.

Nej, jeg har en klar fornemmelse af at være "færdig" med Nuuk, også selv om det ikke er sådan jeg mener det. Jeg har haft mine små tilfældige koloniale eventyr, og nu er der noget andet der er begyndt at trække i mig. Eller rettere, noget i mig selv der er begyndt at række ud over mig selv. Længere end mine arme kan nå og mine ben kan bære mig.

Nuuk er en by man ikke forlader uden fly eller skib, og grubler man for længe over det, kan man godt blive lettere klaustrofobisk til mode. Som om man stod helt alene i en elevator mellem to etager og ventede på at pedellen kom tilbage fra frokost. Hvis han da ikke havde slået sig på flasken eller var blevet fyret i mellemtiden.

Sådan har jeg det ikke, men jeg ville godt kunne forstå hvis jeg pludselig fik det sådan. Jeg er stor tilhænger af menneskets frie bevægelighed og frygter for den dag hvor selv kloden kommer til at føles som et fængsel. Så er det for alvor på tide at slå sig ned.

Lige nu fordriver jeg dagene med at holde sommerferie på redaktionen og gå lange ture i byen og på fjeldet. Som for at sikre mig at alt er som det hele tiden har været, og at gentagelsen forbliver den eneste overraskelse.

I går aftes kom jeg forbi en vandpumpe nede ved tvillingtårnene på Jagtvej. Den stod og summede for sig selv i skæret af en solnedgang der havde været længe undervejs og ville være det længere endnu. Slangen fra pumpen førte op over en lille jordvold og videre ind mod byen.

Jeg satte mig i grøftekanten og lod maskineriet lulle mig ind i sin egen dovne rytme. Som buddhaen ved livets flod. Eller en tilfældig stamgæst fra et tilfældigt værtshus i en tilfældig brandert.

Det var i hvert fald et af den slags øjeblikke der dårligt lader sig beskrive. På den anden side er det jo først og fremmest forsøget der tæller.