Scener fra et valg

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet.

Valgboder og partifaner der trængtes om pladsen foran indgangen til skolen? En larmende gymnastiksal fyldt til ribberne med i hundredevis af begejstrede og buh’ende vælgere? Et dirrende panel af politikere med krydsede klinger og tvedelte tunger der smældede som piskesnerter?

Når man som jeg sidder dagen lang på en avisredaktion og følger strømmen af pressemeddelelser og anonyme tip der tikker ind minut for minut, så kan man godt forledes til at tro at nyhedernes verden i en eller anden grad afspejler virkelighedens. At tilværelsen ikke er en langsommelig proces, men en begivenhed i en begivenhed i en begivenhed.

Did God make time to keep it all from happening at once? som Bonnie ”Prince” Billie spurgte sidste sommer da han indtog Glassalen i Tivoli iført sømandsbukser og lyserøde Crocs.

Denne mandag aften var det vælgerne der skulle have indtaget folkeskolen Atuarfik Samuel Kleinschmidt, bedre kendt under den til lejligheden passende forkortelse "ASK". I stedet blev det partisoldaterne der rykkede ind og okkuperede stolene – og stillede spørgsmålene.

En hovedrystende borger lagde armene om skuldrene på os og sagde at så var vi da i det mindste tre uafhængige vælgere til mødet. Altså lige bortset fra at Liv og jeg ikke er stemmeberettigede. Af frygt for at han skulle bryde helt sammen, undlod jeg dog at fortælle ham det.

Næste gang jeg så ham, var på skærmen til det afsluttende partiledermøde i Nuuk. Han trådte frem fra stolerækkerne med en mikrofon i hånden og spurgte hvilke af partierne han som vælger kunne være sikker på virkelig brændte for indførelsen af grønlandsk som officielt hovedsprog ved overgangen til selvstyre den 21. juni?

Demokraternes næstformand Palle Christiansen var hurtig til at afskrive spørgsmålet som udtryk for et snævert og fremmedfjendsk menneskesyn. Sorlaat Partiiats stifter og eneste kandidat Nikoline Ziemer fulgte op med at påpege at Grønland ikke har en integrationspolitik der giver udlændinge mulighed for at blive undervist i sproget. Og endelig var der nogen der erklærede at spørgeren tydeligvis måtte tilhøre Siumuts bagland.

Det var naturligvis ikke helt fair at ordstyreren på dette tidspunkt havde taget mikrofonen fra spørgeren, så han ikke kunne forsvare sig mod anklagen, men det lykkedes ham da at folde hænderne om munden og råbe ”Jantelov!” op mod panelet. Måske ikke lige det comeback jeg ville have valgt – ”Plastic-eskimoer!” ville nok have været mere i ånden – men spontant og sprogforvirret var det da.

Havde han løjet da han lagde armene om vores skuldre og bedyrede at vi var i samme båd? Og i så fald hvorfor? Havde han blot forsøgt at udfylde sin egen politiske ensomhed? Eller var hans henvendelse i virkeligheden del af en nøje tilrettelagt og særdeles velcamoufleret hvervekampagne for Siumut?

Inde i gymnastiksalen sad 40-50 støtter fra de forskellige partier bænket på de første få stolerækker foran scenen. Bag dem ebbede vælgertætheden og interessen hurtigt ud til fordel for et rungende tomrum med hastigt opsatte partiplakater og et par skoleborde med balloner og yoyoer i siumutdesign. Det eneste der blev rørt, var posen med partipolitisk korrekt indpakkede karameller.

Oppe på scenen var der flere skoleborde. De stod i en lang række på det yderste af scenekanten og fik politikerne bag dem til at ligne forvoksede elever under anklage for eksamenssnyd ved en interimistisk militærdomstol. I baggrunden kunne jeg ane de gyldne bækkener fra et trommesæt og resterne af en kulisse fra årets skolekomedie.

Første halveg var reserveret til politikerne selv. De fik lov til at præsentere deres valgprogram og kaste våde karklude hen langs panelrækken.

IAs partiformand Kuupik Kleist lagde modigt ud med at kaste Demokraternes bygdepolitik i hovedet på det unge håb Niels Thomsen der netop er blevet kandidat fra universitetet med Grønlands højeste gennemsnit nogensinde. Han trak straks sin afhandling om omkostningerne ved det grønlandske bosætningsmønster op af tasken og slyngede konklusionen tilbage mod Kuupik: bygderne kan ikke betale sig!

Men Kuupik havde læst på tallene hjemmefra og kunne nu indvende at Niels' regnestykke da formelt set var rigtig nok - hvis man altså inkluderede adskillige "bygder" der officielt set har bystatus i Grønland. Pludselig hejste hele højre flanke - så begrænset den end var - de røde papirsflag med flænsekniven og fiskespyddet og begyndte at huje. Jeg kunne med nogen lettelse konstatere at vi havde sat os i den venstre og mindre politisk homogene side af salen.

Den meget populære førstegangskandidat fra IA, Maliina Abelsen, red straks videre på bølgen og erklærede at den oprindelige grund til at hun havde valgt at stille op, var at hun havde mistet tilliden til de siddende politikere. Endnu engang smældede de små papirsfaner, så de nær var faldet af plasticpindene.

Nu kunne Siumuts førstedame Aleqa Hammond ikke holde sig tilbage længere. Hun samlede den tabte tillid op fra gulvet og kylede den direkte i fjæset på den unge og smukke Maliina med en bemærkning om at det ikke var nok at stille op til landstingsvalget fordi man følte sig tillidssvigtet - man skulle også have noget at byde på!

Bag os rejste halvanden stolerække siumutter sig fra sæderne og hævede langsomt armene op over hovederne mens et brøl tog form i deres struber. Det kulminerede i et trefoldigt grønlandsk slagord som partiets manglende integrationspolitik desværre forhindrer mig i at gengive her.

Stemningen var udpræget sportslig med en undertone af hooliganisme. Ordstyreren måtte flere gange rejse sig med stopuret i hånden og minde politikerne om at det ikke var deres, men vælgernes møde. Hvilket naturligvis kun var korrekt i teorien. Hver gang han sagde det, kastede hele salen overraskede blikke rundt mellem hinanden for at finde ud af hvem han mon kunne tænkes at hentyde til.

Liv og jeg nøjedes med at smile og tage billeder som intetanende turister til en højstemt religiøs ceremoni.

Anden halveg blev reddet af Benny Kokholm. En lokal original der inden mødet gik i gang havde delt et lille stykke rød tråd ud til hver af politikerne og bedt dem bære det som en påmindelse om at der skulle være sammenhæng mellem ord og handling. Da jeg nogle dage senere så tv-duellen mellem den siddende landsstyreformand Hans Enoksen og hans udfordrer Kuupik Kleist, hang tråden stadig under Kuupiks IA-emblem som en militær orden af ukendt oprindelse og betydning.

Benny kunne fortælle at han har en handicappet plejedatter som har mistet sit statslige tilskud efter at hun er flyttet fra en kommunal til en privat bolig. Kedelig sag, måtte politikerne give ham ret i, og så fik de ellers lejlighed til at gøre det de har gjort bedst gennem hele valgkampen: at erklære sig enige i enhver kritik borgerne eller pressen fremsætter af systemet. Om de i sin tid selv har været med til at skabe eller fastholde genstanden for kritikken, spiller tilsyneladende ingen rolle. Væk skal den!

Da Benny ikke havde flere røde tråde at klippe over for politikerne, var der kun flagbærerne tilbage til at stille spørgsmål. Det udviklede sig hurtigt til en farce hvor spørgerne brugte så meget tid på at bygge op til deres spørgsmål med partipolitiske fanfarer at det reelt endte som ideologiske kommentarer der kun sjældent nåede frem til en egentlig konklusion før ordstyreren afbrød dem med hånden på stopuret.

Min opmærksomhed begyndte at vandre væk fra scenen og hæfte sig ved små detaljer - som den overempatiske måde Maliina Abelsen rokkede frem og tilbage med sin gravide mave på hver gang nogen fra hendes parti sagde noget, eller det rovdyrsblik der spillede i Niels Thomsens øjne som han sad dér på forreste række med hænderne på knæene og brystkassen skudt frem under hagen.

I partiernes ungdomsafdelinger havde koncentrationen for længst samlet sig om alt andet end scenen.

Mens Demokraternes fodformede fjällräven Michael Rosing sad i panellet og forsikrede os om at partiets kandidater alle var nøje udvalgt på grund af deres store engagement og vilje til politisk forandring, fulgte jeg ud af øjenkrogen med i hvordan Rotarykollegiets egen kandidat for Demokraterne ihærdigt, men tilsyneladende forgæves, forsøgte at score formandinden for IA Ungdom.

Der er mange måder at gøre politisk karriere på, hviskede jeg til Liv der var fuldt optaget af at filme pinlige optrin på ordstyrerens opfordring. Hun havde forsigtigt været oppe at spørge i pausen om det mon var okay, og han havde blankt afvist at nogen skulle have noget imod det.

Film du endelig løs, havde han sagt, de er politikere, de vil elske lidt ekstra opmærksomhed.

Og opmærksomhed fik de i hvert fald den mandag aften på Atuarfik Samuel Kleinschmidt. Om ikke fra vælgerne, så fra hinanden - og nu også lidt fra mig.

Jeg har sidenhen spekuleret på hvor mange stemmer der mon egentlig flytter sig når alt kommer til alt. Stemmer den gennemsnitlige grønlandske vælger ud fra partiernes politiske historie og fremførte synspunkter, eller ud fra en forudindtaget holdning om hvad partierne står for (eller hvad deres nærmeste omgangskreds mener de står for)?

Hvis det sidste er tilfældet, kan jeg godt forstå hvorfor de ikke gider møde op til vælgermøderne medmindre de i forvejen er politisk aktive og kan bruge lejligheden til at kippe lidt med partiflaget. Eller kissemisse med modstandernes kandidater når argumenterne og retorikken ikke slår til.

Om to dage, den 2. juni 2009, er jeg måske kommet lidt nærmere et svar. Meningsmålingerne forudsiger et jordskredsvalg, men hidtil har ingen af dem været repræsentative for befolkningen som helhed.

Selv om Hans Enoksen stort set har været usynlig gennem hele valgkampen, kan han endnu nå at vise sig som den vinder han plejer at være. Det gjorde han allerede ved tv-duellen i forgårs da han med sin vanlige konservative karisma fik Kuupik Kleist til at ligne en usikker skoledreng der vakler på kanten af scenen i sidste akt af en langtrukken og indforstået skolekomedie.

Uden medierne til at redigere og beskære virkeligheden, så bliver det kun alt for hurtigt tydeligt hvem der spiller skuespil, og hvem der spiller sig selv.