Støj på linjen

Han står nede for enden af kollegiegangen da jeg kommer op ad trappen. Lige uden for døren ind til vores værelse. En stor, udflydende skikkelse med smækbukser og kasket. Bag ham står en ung fyr overskrævs på en stige og borer kabelbakken med min længe ventede fiberledning fast til væggen.

"Bor du hér?" spørger skikkelsen og træder et par skridt frem mod mig. Et skrigende hvidt neonlys vasker farven ud af hans ansigt. Jeg skal huske at få ringet til beboerværten angående den lampeskærm.

"Ja, det er mig der skal have trukket kabel og sat stik op," siger jeg og glider hurtigt forbi ham langs væggen. Ansigtet er kødfyldt og blegt glinsende. Jeg kan mærke ham vende sig om efter mig.

Inde på værelset sætter jeg mig på skrivebordsstolen og begynder at trække støvlerne af. Varmen stiger op fra foret som en let dis. Tæerne ånder igen.

"Kommer du fra kysten af?"

Han luder frem og tilbage i døråbningen som i takt med en melodi eller rytme kun han kan høre. Trykket på buksesmækken er for slidt til at jeg kan læse det. I baggrunden genlyder klikkene fra metervis af kabelbakke der får sat afskærmning på.

"Nej, jeg kommer fra København. Ved du hvor NTP-stikket kommer til at sidde?"

Han holder fast i begge sider af dørkarmen og læner sig frem mod mig. Jeg forventer en hørm af skidt og sved, men der er ingenting at lugte. Han drejer hovedet mod højre og kigger ind gennem åbningen til soveværelset.

"Det må jeg sige, det ser sandelig fint ud. Ikke som i gamle dage, hva'?"

"Det ved jeg ikke noget om, jeg er lige flyttet ind."

Hvis han vil snage, hvorfor spørger han så ikke bare direkte?

Han trækker sig tilbage ind i døråbningen igen. Det er umuligt at komme forbi ham nu. Jeg får øje på glasset med Nescafé oppe på reolen og rejser mig op efter det.

"Skal du have en kop med?"

"Ellers tak, det var sødt af dig af spørge."

Han slipper dørkarmen med den ene hånd for at gøre plads til mig. Jeg forsøger et smil da jeg passerer ham på vej ned mod køkkenet. Et øjeblik tror jeg at jeg er sluppet af med ham. Så hører jeg hans dorske skridt bag mig. Den unge elektrikerfyr bander lavmælt.

"Det ser helt anderledes ud nu. Helt anderledes."

Jeg snurrer rundt midt på køkkengulvet. Vi kigger hinanden lige ind i øjnene. Han gengælder smilet fra før og går over til vinduet der vender ud mod vejen. Håndværkerne arbejder syv dage om ugen nu, 10-12 timer i døgnet.

"De skulle have været færdige for længe siden," siger han og ryster på hovedet.

"Ved du da hvad det er de bygger?"

Jeg bider mig i underlæben i det samme jeg har spurgt. Men for sent. Hans lille trick virkede, og nu hænger jeg på hele historien.

Hvorfor har jeg ikke lyst til at høre den? Jeg har været nysgerrig på den lige siden en af mine samboer fortalte mig at sjakbajsen var et dumt svin der delte lussinger ud hvis folk kom for sent. Samboen havde selv prøvet det. Firmaet får dagbøder nu fordi byggeriet ikke er færdigt.

"Kollegieboliger. Tres værelser. Allesammen nye, helt fra grunden."

"Så husker I forhåbentlig at få lagt kabler ind med det samme, så det ikke går som hér," siger jeg afvæbnende og prøver at få ham med på spøgen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har bare lyst til at han skal holde kæft. Nu.

Han sætter sig tungt ned i sofaen og lytter til elkogerens buldren.

"Vidste du godt at kollegieblokkene her oprindelig blev bygget som håndværkerbarakker?" spørger han uden at møde mit blik. "Det var GTO der ejede dem. Grønlands Tekniske Organisation. Et helt igennem dansk foretagende med danske arkitekter, danske materialer og danske arbejdere. Det var dem der støbte Nuuk i beton tilbage i 60erne."

Jeg synes jeg kan spore en svag dirren i hans stemme.

"Dengang var værelserne ikke slået sammen. De var pivende utætte, og der var ikke installeret centralvarme. Det gjaldt om at stuve så mange sammen i én barak som muligt. Så sørgede de selv for at holde temperaturen oppe. Alkohol og kvinder hjalp også. Grønlandske kvinder, selvfølgelig. De var nemme at lokke med hjem fra værtshusene, og så kostede de ikke noget på samvittigheden. Sådan er der stadig danskere der tænker heroppe. Det er der ikke noget nyt i."

"Er du sikker på at du ikke skal have en kop med?" spørger jeg og hælder op til mig selv. De små frysetørrede stykker kaffe bliver opløst i det kogende vand og farver det dybbrunt, næsten sort. Jeg står lidt og ser dampen stige op.

Jeg kan høre ham gå rundt bag mig og åbne skuffer og skabe som om han ville sikre sig at alting lå på sin vante plads. Han sparker et skævt bordben på plads og smågriner lidt hen for sig. Jeg bliver demonstrativt stående med ryggen til ham, kaffekoppen mellem hænderne og blikket fæstnet på fjorden hvor et isfjeld driver forbi i det fjerne.

"De grønlandske arbejdere var de laveste i hierakiet," fortsætter han uden at bekymre sig om hvorvidt jeg hører efter eller ej. "Ikke nok med at danskerne tog vores kvinder, de fik også mere i løn for det samme eller mindre arbejde. Nogen gange kom det til sammenstød. En eller anden fik en flaske snaps for meget og kom til at krydse en usynlig grænse der burde være krydset for længst, og så vældede ydmygelsen og hadet og jalousien pludselig op i os allesammen. Så havde spillet ikke længere nogen regler."

Jeg vender mig om, urolig ved tanken om det blik jeg skal møde. Han ligger på knæ foran køkkenskufferne og strammer en skrue der åbenbart må være gået løs. Sveden springer fra hans pande. Ansigtet er lukket om sig selv i dyb koncentration.

"Alt det har forhåbentlig ændret sig nu," siger jeg en halv tone for højt. Jeg vil ikke snakke ham efter munden, men jeg kan ikke finde ud af hvor jeg har ham.

"Nogen ting ændrer sig aldrig," siger han, stadig uden at fortrække en mine. "Grønland er større end vi kan forestille os. Her sker så mange ting vi aldrig får at vide, eller forstår. Nogen gange kommer folk ind fra fjeldet med nyheder ingen andre har hørt, eller som for længst er blevet glemt. Jeg prøver at huske så meget jeg kan, men det er som om nogen ting ikke vil huskes. Verden er hullet som en si, men jeg er åbenbart for stor til at falde gennem maskerne."

"Så!" siger han og besværer sig op fra gulvet. Skuffen glider lydløst tilbage i sin rille. Tankerne farer rundt i hovedet på mig, men jeg er ude af stand til at gribe dem. Jeg får pludselig lyst til at spørge ham om en hel masse.

"Mester!" råber den unge fyr ude fra gangen.

Mesteren lader hænderne glide ind i lommen på buksesmækken fra hver sin side. Jeg kan se at han fletter fingrene under stoffet. Et smil breder sig over hans læber.

"Jeg tror det er dig han kalder på."

Jeg kigger spørgende på ham og går ud i gangen. Elektrikeren står med stigen under armen og værktøjskassen i hånden.

"Så er der klartone," siger han. "Lukker du døren efter mig?"

Det er først senere, da jeg står i køkkenet og laver aftensmad, at jeg trækker ud i skuffen for at finde suppesleven til de gule ærter. Det er en klikskuffe. Den eneste skrue den nogensinde har set, er den en eller anden har glemt nede i den.