Siumut
Siumut betyder "fremad" - og fremad er det gået fra kolonistyre til hjemmestyre og nu også til selvstyre. De politiske rebeller fra 70erne er blevet statsmænd i en karikatur af den administration de i sin tid gjorde oprør imod. Tilbagegangen synes omsider at stå for døren.
Men 30 år ved magten gør vidundere for selvværdet. Det er den gamle garde i Siumut levende beviser på, mest raffineret fremlagt i tilfældet Jonathan Motzfeldt der for længst er holdt op med at skelne mellem statsfinanser og privatøkonomi. Det grønlandske folks gæld til deres aldrende landsfader er lige så bundløs som ham selv når han sætter flasken for munden.
Forleden skete det kort før afrejsen til København hvor loven om det grønlandske selvstyre skulle endegyldigt vedtages i folketinget. Flypersonalet nægtede at tage ham med ombord af hensyn til hans egen og de øvrige passagerers sikkerhed. I stedet chartrede han et privatfly på skatteborgernes regning, så han kunne nå frem til "sin store dag".
Ugen før var den gal til vælgermødet nede i Qaqortoq. Her gav han et synligt beruset indtryk i paneldebatten og drak sig efterfølgende så fuld at han faldt i søvn ind over et af bordene og tissede i bukserne. Endnu engang måtte kæmpen bæres i seng af små ivrige siumutsekretærer der resten af natten stolt kunne fremvifte den særlige motzfeldtske urinsyreduft som smelltrack til deres stadig mere heroiske genfortællinger af episoden.
Pressen har han ikke andet end hånlig foragt til overs for. Direkte konfronteret med sin opførsel hæver han blot stemmen og næven og tordner mikrofonerne fulde af afgrammatiserede brokker om hans historiske ret til at være et dumt svin. Og så er det emne uddebatteret. Efterhånden også blandt en stadig mere hovedrystende og initiativløs offentlighed.
Det er efterhånden svært at se hvad Siumut har at byde på andet end rutinen. Deres spidskandidater er fast indslag på skandalesiderne i den kritisk-kulørte presse, og deres valgprogram ligner som sædvanlig en slags antistof til deres egen politik. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man let forledes til at tro at Siumut var et oppositionsparti.
Partiformanden hedder stadig Hans Enoksen selv om andre stemmer er begyndt at melde sig i koret. Det er ikke længere alle i partiet der synes at vejen videre fremad nødvendigvis skal trampes af en ilter bygdepartisan der aldrig tager imod udenlandske gæster uden en tolk ved sin side - end ikke danske.
Aleqa Hammond er den stovte kvinde der senest har samlet handsken op og erklæret at hun vil vælte formanden på den kommende partikongres. En udmelding der om muligt har kastet endnu mere grus i valgmaskineriet da vælgerne nu ikke længere kan være sikre på om de stemmer på et parti anført af en traditionalist eller en modernist, en mand eller en kvinde, et fortidslevn eller en samtidsånd.
Ved en prøveafstemning blandt 64 grønlandske studerende i Danmark fik Siumut 0 stemmer, mens nationalsocialisterne fra Inuit Ataqatigiit og socialliberalisterne fra Demokratiit som forventet løb med majoriteten.
Truslen er dog til at overse. Den grønlandske befolkning er notorisk uuddannet, og Siumuts eget landsstyremedlem for uddannelse, Tommy Marø, havde taxakørekort før han blev toppolitiker. Sidenhen er han også blevet ekspert på hawaiianske danse og drinks. Behøver jeg sige på hvis regning?
Så længe bygdepartisanen og hans kumpaner kan sætte udviklingen i stå under påskud af at fortsætte den, er chancerne næppe store for et regeringsskifte. En ny koalitionspartner er vel sagtens det bedste man kan håbe på. De nuværende fåreholdere fra Atassut minder i hvert fald mistænkeligt meget om deres egne dyr.