Portrætterne
Polarforskeren og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen var drivkraften bag Den Litterære Grønlandsekspedition (1902-04) der havde til formål at beskrive landet og dets indbyggere fra en mere kunstnerisk vinkel end det hidtil havde været forsøgt. Inspireret af hans vandringer i grænselandet mellem etnografi og litteratur er jeg nu selv ankommet til Grønland hvor jeg vil lade tasterne finde deres egne veje mellem oplevelse og skrift.
For ikke at fare håbløst vild i det uvejsomme terræn, har jeg valgt det litterære portræt som form. Den faste ramme skal sørge for at holde mine tanker på sporet, de flydende farver for at iklæde dem dragter der kan lyse op midt i al hvidheden. Jeg søger hverken sandheder eller sammenhænge, blot et simpelt udtryk for mine mange og forskelligartede indtryk.
Rammen omkring portrætterne er det enkeltstående møde med en person, et sted, en sindsstemning eller noget helt fjerde. Mødet kan være alt fra fem minutter på bagsædet i en bus til en lang aftens drikkelag på Kristinemut, fra et stille øjeblik ved fjordbredden for enden af Kujallerpaat til en sejltur op langs kysten forbi mennesketomme bygder.
Lærredet jeg maler dem på, er fyldt med nysgerrige pennestrøg fra en palet fuld af tilfældige tildragelser, umiddelbare indtryk og uafsluttede forløb. Jeg starter og stopper in medias res, med et nik og en hilsen eller en pludselig snurren omkring på hælen. Hvis portrætterne kommenterer hinanden, sørger jeg altid for at det sker bag min ryg.
Det eneste der ikke for alvor tilhører det enkelte portræt, er dets plads i kronologien. Den er nemlig min. Jeg præsenterer portrætterne i den rækkefølge jeg skriver dem, og retter aldrig bagud. Kun sådan kan jeg overrumple og afsløre mig selv. Den portrætterede er alligevel sjældent andet end et raffineret selvbillede af den portrætterende.