Opholdet

Jeg har valgt at tilbringe det første halvår af 2009 i Grønland sammen med min kæreste Liv der skal studere et semester ved universitetet i Nuuk. Selv skal jeg på opdagelse i resterne af en dansk koloni, prøve kræfter med den grønlandske medieverden og skrive den række portrætter der er formålet med det hele.

Man kan være mange ting ved et tilfælde. Jeg forestiller mig at de fleste ting vi er - er vi ved et tilfælde. Således også kolonister. Det handler ikke om at unddrage sig ansvar, for ansvaret følger med tilfældet. Det handler snarere om hvorfor man bliver nødt til at påtage sig et ansvar når man mindst ønsker det. Det er tilfældets skyld.

Jeg stiger ud af propelflyet på landingsbanen i Nuuk og ind i rollen som dansker. I nogles øjne måske endda som Dansker med stort D. Det er udgangspunktet for alt jeg kommer til at foretage mig det næste halve år. Jeg kan ikke være upartisk og udenforstående som jeg plejer at bilde mig ind at jeg er når jeg rejser.

Mit forhåndskendskab til Grønland er minimalt. Jeg har læst en bog om indførelsen af Hjemmestyret i 1979, og jeg ved at danske rejsebureauer og medier kæmper om at portrættere landet som henholdvis postkortidyl og social deroute. Hvis der var en sandhed, ville den naturligvis ligge midt imellem.

Jeg er hverken kommet herop for at dømme mig selv eller andre. Alligevel ved jeg at det ligger i skriftens natur at være både dømmende og fordømmende. Under hele mit ophold skal min eneste forsvarsparole derfor lyde at jeg rapporterer fra her-og-nuet. Så er det sagt, og jeg siger det ikke igen.