Nørderne
Jeg kan kende en rigtig nørd når jeg møder én. Det er som at se mig selv i et spejl og huske alt det der forsvandt med årene. Detaljerne der blev opløst i det store billede. Begejstringen der blev tværet ud under tykke lag af skepsis. Nu er kun rammen tilbage.
Vi havde været til forfest hos en af Livs veninder i Julemærkekollegiets tvillingeblokke og skulle videre til mellemfest hos en gruppe skandinaviske kursusgæster på midlertidigt ophold i Jern- og Metalkollegiet. Forude ventede en bytur og måske en efterfest.
Inden vi fik plads på Rotarykollegiet, blev vi selv tilbudt et værelse på Jern- og Metalkollegiet. Stedets omdømme var det lodret imod, men vi var desperate og mente ikke at det kunne skade at give det en chance. Selv var jeg på arbejde den formiddag KAF ringede, så det blev Liv der fik lov til at besigtige kollegiet og træffe valget.
Hun kom svært medtaget op forbi redaktionen bagefter og måtte sidde ned med en kop kaffe før hun overhovedet kunne begynde at beskrive hvad hun havde set.
Opstigningen af trapperne til femte sal havde været som at bevæge sig rundt i et kalejdoskop af halvfrossen mudder, åbne skraldeposer og opslag fra nødstedte beboere der for længst havde skiftet udråbstegnene ud med korslagte knogler og skrigende kranier. Stanken af sved og affald var det eneste der havde fået hende til at fortsætte op mod et håb om en lykkelig udgang der svandt trin for trin.
Kollegiegangen var en lang og trist korridor flankeret af celledøre der bar tydelige spor efter indbrud og glemte nøgler i sene nattetimer. Køkkenet var lakeret med tykke lag stegefedt, og toiletstandene lignede noget der var importeret fra en østeuropæisk banegård. Værelset og dets rester af det der engang måtte have været møbler, behøvede hun kun at lade blikket glide hen over en enkelt gang før valget var truffet og sagen afgjort.
Tak, men nej tak.
Tiden læger mange sår, men det fra besigtigelsen af Jern- og Metalkollegiet sprang op i samme øjeblik vi trådte ind ad døren. Opgangen var mørk af skidt og knuste elpærer, og trappen var en retsteknikers drøm eller mareridt i skidtstøbte aftryk efter et helt semesters slæbende fødder.
Min fantasi gik øjeblikkeligt på standby. Den var tydeligvis overflødiggjort.
Vi ankom i en lille flok der ud over Liv og jeg talte både hele, halve og kvarte grønlændere samt en enkelt canadisk inuit. Humøret var lige så højt som alkoholprocenten og ingen syntes at mærke sig med noget. Jeg gik ud fra at de andre enten var bekendte med stedet, tilstanden eller begge dele og lagde derfor straks ansigtet i hjemmevante folder.
Kursusgæsterne – som jeg ærlig talt aldrig fandt ud hvilke kurser de gæstede - havde belejret kollegiegangens fællesarealer der bestod af to små rum der engang havde været adskilt af en dør. Det ene var et klæbrigt-gulligt køkken med tomme skuffer og skabe. Det anden var en slags opholdsstue med et par udbombede sofaer og et glanspoleret højbord med grove knivtags i overfladen. Væggene så ud som om de lige havde rullet sig en tur i grøftekanten neden for kollegiet.
Vores egen lille fest blev hurtigt det eksotiske indslag i kursisternes lidt større fest. De var en skønsom blanding af danskere, svenskere, nordmænd og finner tilsat et par færinge og en enkelt islænding. Selv om Liv og jeg ikke fik helt samme umiddelbare opmærksomhed som grønlænderne, så scorede vi hurtigt en række billige point på at være ankommet sammen med dem.
Der er de indfødte, og så er der dem der kender de indfødte.
På vejen hen til kollegiet havde jeg hægtet mig på en jævnaldrende fyr der hed Bill og havde udpræget danske manerer. Da vi gik fra Julemærkekollegiet arbejdede han bag skranken i kulturhuset Katuaq, og da vi nåede hen til Jern- og Metalkollegiet var han salgschef og i fuld gang med at prakke mig en 12-sekunders biografreklame for ag.gl på.
Jeg fulgte helt naturligt med ham ind til den nye fest, men deserterede straks jeg fik øje på Mats. Han var en ranglet fyr med en ujævn barbering og et par lyse lærredsbukser der var trukket lige så højt op om livet som skjorten var stoppet ned i dem. Han stod i en skæv vinkel op ad væggen med en hvid industrikaffekop i hånden og skvulpede rødvin på gulvet.
Den første ægte nørd jeg havde set i Nuuk.
Han rakte hånden frem og introducerede sig med sit fulde navn og navnet på den lille by han kom fra i nordsverige tredive kilometer fra grænsen til Norge.
"Jeg taler en interessant blanding af svensk og norsk," sagde han og skød hovedet frem i spændt forventning om min reaktion.
Jeg var ikke engang i nærheden af at komme med en god svarreplik da han fortsætte med at fortælle om sine studier ud i latinen og det oldgræske.
Jeg prøvede at byde ind med en reference til min gamle gymnasiekammerat og bofælle Martin Harbsmeier der nu er lektor i oldgræsk ved Humboldt Universitet, men han kendte ham ikke og fandt det tilsyneladende mest passende at føre samtalen videre til Holland.
"Jeg var på et tre-ugers ophold ved universitet i Leiden her i foråret," betroede han mig med en nervøs serie af nik der lignede optakten til en skalle. "Det var en ekskurs i nogle af de mere uvante former i den oldgræske grammatik. Lærerigt, det må jeg sige, bestemt lærerigt."
Jeg spillede den eneste trumf jeg kunne komme i tanke om - sanskrit - og tog hele stikket hjem.
"Sanskrit," gentog han med øjnene oplyst af den gnist der kan springe når et menneske føler at det har fået kontakt til et andet. "Jeg har selv studeret det en smule, udelukkende i det private, forstås, men alligevel. Sanskrit, det må jeg sige!"
Endelig gav han mig den pause jeg havde brug for. Jeg skærmede af for remixet der drønede i det yderste af diskanten på computerhøjtalerne, og tømte mit hoved for ugers opdæmmede tanker om Indien og gudernes sprog.
Jeg var i gang med at fortælle om den litterære bedrift Bhattikavya fra det sjette eller syvende århundrede efter vor tidsregning da han afbrød mig. Det var en bemærkning om at værket kombinerer en genfortælling af det klassiske epos Ramayana med en tour-de-force gennem Paninis berømmede grammatik der fik ham til at skvulpe over endnu engang.
"Jeg kender en russisk sanskritprofessor med speciale i Panini!" udbrød han. "Eller det vil sige, jeg mødte ham da jeg var i Leiden. Kender du ham?"
Han havde ikke engang fortalt mig navnet på professoren, men efter en kort granskning af de mentale arkiver vurderede jeg at jeg trygt kunne sige at det gjorde jeg vist ikke.
"Russerne har en særdeles overraskende tilgang til sanskritstudiet," fortsatte han i et hvinende toneleje. "Det er svært at sætte fingeren på præcis hvilken, men jeg blev så indtaget af professoren at jeg besluttede mig for at melde mig til et seminar han afholder i Varanasi til efteråret."
Nu var det min tur til at blive hysterisk.
"Varanasi?!" nærmest skreg jeg. "Jeg tager til Varanasi til september og bliver der hele efteråret!"
Hvis ikke det havde været upassende og socialt anstrengt, er jeg sikker på at vi ville være faldet hinanden om halsen. Tænk engang at møde en åndsfælle - sådan en rigtig åndsfælle - heroppe i det der pludselig forekom mig at være en gudsforladt fjeldflække. Jeg var lykkelig på øverste etage af Jern- og Metalkollegiet.
Samtalen udviklede sig i spring og halve sætninger indtil nogen pludselig skruede ned for musikken og råbte at klokken var to og der kun var en time til værtshusene lukkede.
Et øjeblik stod vi perplekse som to gamle venner der krydser hinanden på vej i hver sin retning i en lufthavnshal. Mats skulle tidligt op og havde tydeligvis ingen trang til at tage i byen. Jeg var indlagt til fest og følte allerede at jeg havde skulket længe nok.
"Denne vej," sagde han og førte mig gennem mylderet af mennesker, sko og frakker.
Hans værelse var en studie i flyttemandens ædle kunst at få store møbler gennem små døre og placeret i et rum der ville være en fornærmelse mod intimsfæren hos selv den ældste hippie i verden. Bogstablerne og det kaotiske system af sirligt nedskrevne notater fik det til at føles endnu mindre.
Mats foldede et kun halvt beskrevet stykke papir på midten og rev forsigtigt den nederste del af.
"Fractal Sister?" spurgte jeg da han havde skrevet sin emailadresse på papiret.
For første gang den aften var han mundlam.
"Tjah," sagde han endelig, "det var det første der faldt mig ind, og jeg har ikke orket alt det besvær med at få den ændret siden."
Det var så sandt som kun en ægte nørd kunne have sagt det, omgivet af tommetykke ordbøger og grammatikker fra forrige århundrede.
Jeg griflede jacob@fabularasa.dk ned på et stykke papir og mumlede noget om nogle kurser i historiefortælling jeg engang havde afholdt. Så sluttede jeg mig til den forstørrede flok ude på gangen og slangede mig tilbage ned ad trapperne og ud i den lyse sommernat.
Navnet på den russiske professor fik jeg aldrig fat i. Men om ikke andet, så kan Mats vel introducere mig til ham når vi mødes i Varanasi engang til efteråret.
