Nive
Tre hårde slag med dørhammeren i regnen. På klippen ude foran huset sidder en pige med hætten slået op og en hvid madkasse med gennemsigtigt låg på skødet. Hun kigger tomt op mod højen hvor statuen af Hans Egede står og skuer ud over fjorden med sin vandrestok.
Nive åbner døren. Hun har et par afslappede jeans og en løs t-shirt på. Håret hænger genert ned i panden.
"Er det her man kan købe en CD?" spørger Liv.
I går stod Nive på scenen i Katuaq iført en heldragt i tyndt, changerende denimstof og en lille knaldrød guitar i hånden.
"Der skulle have stået nogle CDer på bordet ude ved indgangen," sagde hun med et lillepigefnis. "Men vores manager kom for sent til flyet, så hvis I vil købe én, kan I komme ned forbi vores hus i morgen."
*
Vi køber altid billetter til række seks midt for. Så er der plads til at strække benene ud i midtergangen hvor folk kommer og går. Ikke at der plejer at være særlig mange. En biografbillet koster det samme som en stor fadøl i Bryghuset, og de fleste vælger at bruge pengene på det sidste.
Denne aften var der fuldt hus. Lærredet var kørt op, og scenen fyldt med instrumenter der reflekterede det blårøde lys fra spotsne i loftet. Det var et blandet publikum der først og fremmest syntes at være dukket op ud fra devicen "der sker noget".
Konferencien var klædt i sort fra top til tå og læste op fra et papir på grønlandsk, dansk og engelsk. Hun præsenterede aftenens program og ønskede os alle tillykke med selvstyret der bliver indført i denne weekend. Vi klappede mens andre hujede.
Opvarmningen var det unge talent Juno der vist nok lige har udgivet sin første CD. Han satte sig selvsikkert på taburetstolen mens de kridhvide sneakers forgæves søgte fodfæste på metalbøjlen forneden.
Stemmen var rummelig og varieret, og guitarspillet upåklageligt. Desværre var det teksterne der var i fokus. De handlede om at gå i byen og score damer. Let's bring down the house, fraserede han ind over et bluesslide der var mere teknisk end det var dybtfølt. Jeg ventede hele tiden på at dancebeatet skulle sætte ind og teksternes mangel på indhold komme til sin ret.
Juno virkede i det hele taget som oplagt materiale til et talentshow med Thomas Blachman ved roret. En sang om at holde fast i sine rødder skulle nok have fået ham videre til anden runde. I hvert fald hvis han havde undladt at synge den efter balladen om at hjem er der hvor kærligheden er. Men måske det afsluttende refrain på grønlandsk alligevel ville have fået ham gennem nåleøjet.
Inden aftenens hovednavn gik på, skulle det nyindsatte Landsstyremedlem for Kultur Mimi Karlsen holde tale. Den lille trinde dame kørte mikrofonstativet en halv meter ned og begyndte at læse op på grønlandsk.
Halvvejs gennem teksten fik hun bugt med nervøsiteten, løftede blikket fra papiret og talte frit fra lever, hjerte og adskillige andre organer. Jeg fangede ordene "inuit" og "kalaallit nunaat" tilstrækkelig mange gange til at forstå at det drejede sig om folket, landet og den anerkendelse selvstyret vil give begge dele.
Applausen fik hurtigt Juno til at gå i glemmebogen, og konferencieren hastede videre til introduktionen af Nive Nielsen and Deer Children.
Tilråbene fra salen led et lille knæk da fire ranglede danske mænd entrede scenen. En skaldet fyr satte sig bag trommesættet og badede sin isse i lyset fra en dovengul pinspot. En anden med baseballcap og langt, krøllet hår samlet i en hestehale gled ned bag en lille forskansning af keyboards, basguitarer og tamboriner yderst til venstre på scenen. De to sidste samlede en elektrisk guitar og en halv kontrabas med forlænget støttefod op fra gulvet.
Nive selv kom krybende langs bagtæppet i sit denim-outfit med den røde miniatureguitar slænget over skulderen. Salen råbte og piftede deres forløsning ud over endelig at være nået frem til det eneste programpunkt der stod printet på billetten.
You are sad and I can do / nothing to fix your life for you, stemte den generte lillepige overraskende i. Sådan, tænkte jeg og spidsede ører.
Hendes stemme var høj og lys og uskyldig som puberteten selv. Den sendte en behagelig rislen ned langs rygraden og fik mig for første gang denne aften til at glemme det groft polstrede sæde jeg sad på. Pludselig forstod jeg hvor meget jeg havde savnet en kunstnerisk kvalitet der ikke havde etniciteten som forbehold. Noget der var godt alene fordi det var godt og ikke noget som helst andet.
Numrene vekslede mellem skarpt bidende kærlighedssange som "Dear Leopold" og barnetossede hverdagshymner som "Vacuum Cleaner Kill". Teksterne var skrevet på det samme kantet-naive engelske som jeg kender det fra islandske Björk, punkteret af enkelte sange på grønlandsk som en forsigtig påmindelse om hvem vi alle sammen var eller ikke var.
Selvstyrets evige refrain om nationalidentitet og inuitfællesskab var lykkeligt fraværende. Ingen flænseknive og fiskespyd og fangerfaner her. Bare:
My boyfriend doesn't know how to live
without his coffee in the morning
I promise him to make his coffee
but I never do when he asks me to
and we laugh about it
and we may fight about it
and we make love about it
Det var som om det grønlandske blod rullede stærkere i årerne på publikum netop fordi Nive tog det for givet frem for at gøre opmærksom på det. For én gangs skyld følte også jeg mig som en del af det fællesskab der hidtil kun har været ord i munden på politikerne og deres støtter.
Aldrig har jeg været så meget grønlænder som da jeg i den sene aftentime overgav mig til menneskemængden og lod mig føre med ud af Katuaq. Udenfor sendte solen stadig sit lys ned over os i smukke skrå stråler. Jeg stod under Nuuks åbne himmel med musik i sjælen og følelsen af at Juno måske alligevel havde fat i den lange ende når han sang at hjem er der hvor kærligheden er.
*
"Kom indenfor," siger Nive og lukker os ud af regnen.
Varmen får mine briller til at dugge, og jeg ser hende forsvinde ind i huset som i en tåge. Inde fra stuen kan jeg høre bandet tale om publikumsbelægning og salgstal. Jeg tørrer brillerne af i frakkeforet og genvinder lidt af klarsynet.
Et øjeblik efter er Nive tilbage med en CD i hånden. På coveret har hun gul sydvest og regnfrakke på. Vi smiler og udveksler høfligheder mens Liv finder en hundredekroneseddel frem fra pungen.
Tre hårde slag med dørhammeren i regnen. Sådan skal den første sætning lyde, tænker jeg.
Udenfor sidder pigen med madkassen stadig og kigger tomt op mod højen hvor statuen af Hans Egede står og skuer ud over fjorden med sin vandrestok.