Kolonist ved et tilfælde

Mutten

Lørdag aften var vi begge to ved at få kollegiekuller. Vi besluttede os for at det var på tide at slå os lidt løs og se nogle nye ansigter. "Kristinemut har flaskeøl til 30 kroner," sagde vores nabo drømmende med børnene farende rundt om benene. Klokken halvni var vi i tøjet og afsted.

Vi kendte kun Mutten udefra og af omtale. Ud fra facaden at dømme var det et værtshus på størrelse med et forsamlingshus. Den centrale placering på hovedgaden og skiltet med happy hour fra 12 til 20 vidnede om et sted der kunne tage - og havde brug for - mange kunder. Det var her min ven Henrik på sit første besøg måtte høre på en stofsmuglerenkes jeremiader og selv kunne fortælle om en fuld kvinde der af ren og skær begejstring klædte sig splitternøgen i baren.

Stedet virkede halvtomt. Hvis man havde stuvet det samlede klientel ind i en gennemsnitlig dansk bodega, ville den have været proppet. Men her gabte rummet imellem dem. De stod eller sad drypvis ved grove firskårne borde og langs bardisken der tegnede et massivt L på størrelse med anretterbordet i en kantine. Træværket var gulligbrunt som luften vi indåndede.

Til vores store overraskelse var alle uden undtagelse sejlende berusede. Den eneste anden dansker jeg kunne få øje på, var en fadbamsestøbt kolos med stride grå hår på håndryggene. Han stod lænet ind over bardisken som om han sov, og det var først da han løftede hovedet for at bestille en omgang mere at jeg fik øje på kvinden der lå mellem ham og bordpladen. Hun var spinkel og grønlandsk og højst halvt så gammel som ham. Hvis jeg var kolonist ved et tilfælde, så var han det med fuldt overlæg.

Vi fandt en plads i den ende af baren der vendte ud mod dansegulvet. Der stod instrumenter og forstærkere klar til et liveband på scenen, men vi var i tvivl om hvorvidt vi var kommet for tidligt eller for sent. De eneste der dansede hér, var dem der prøvede at komme til eller fra baren uden at falde.

"I er kommet for tidligt," sagde en tæt ung fyr og hvilede sin albue på min skulder, "det gør ikke noget."

"Nej, det regnede jeg da heller ikke med at det gjorde."

"Jeg arbejder syv dage om ugen, det gør ikke noget. Ryger du galar?"

"Ikke i aften. Hvad arbejder du med?"

"Det er mig der fjerner sneen og lægger asfalten ude på vejene. Jeg har været otte måneder i Slagelse, men jeg kan bedre lide Christiania. Jeg har noget hér, du kan få det til 300 kroner grammet, det gør ikke noget."

Han fandt en lille aflang æske frem fra inderlommen. Den var lysegrøn og åbnede i toppen som de gamle slikbeholdere med Anders And-hovederne der spyttede en pastil ud ad munden når man trykkede på dem. Han havde nær tabt et par tusind kroner i hash på gulvet, men det gjorde vel ikke noget. Jeg skyndte mig at spørge om vej til toilettet hvor et par fyre havde lagt deres bajere på køl i håndvasken. De hilste pænt både da jeg kom og gik.

Tilbage i baren havde Liv fået en rørlægger med brækånde på slæb. Han stod og svajede ind over hende, mens han stolt fortalte at han havde boet hele sit liv i Nuuk, og at han i år kunne fejre 25 års jubilæum som rørlægger. Til sidst kom konen og hankede op i ham. Hun gav hurtigt hånd og skyndte sig så ellers at få ham bugseret tilbage til bordet han kom fra.

Det var tydeligt for enhver at vi var nye på Mutten, og selv senere på aftenen da masserne begyndte at trænge sig på, vedblev vi med at være det. På et tidspunkt kantede to unge piger sig hen til mig og gav hånd og præsenterede sig. De smilede indforstået til Liv, så jeg gik ud fra at det var nogle af hendes nye studiekammerater. Da jeg spurgte hende bagefter, sagde hun at det var nogen hun havde mødt ude på toilettet. På en bar med et par hundrede gæster eller mere.

Aftenens mest sammenhængende bekendtskab var en stor fyr på min egen alder med lys hud og kraftig sort hårvækst. Faren var fra Lohals, moren fra Uummannaq. Han havde tilbragt de fleste af sine skoleår i Grønland, men snakkede kun sproget til husbehov.

"Det er sgu da for dårligt at jeg ikke kan snakke ordentlig grønlandsk, men hvad fanden skal man bruge det til hernede i Nuuk? Alle snakker jo for helvede dansk. Og så kommer den der skide landsstyreformand og begynder at grønlandisere hele skidtet igen ligesom i 70erne. Bare fordi han selv kommer oppe fra en eller anden lille bygd og ikke kan snakke en skid!"

Jeg kunne se trykket stige i Liv og åbnede selv munden som om jeg kunne lukke lidt af dampen ud for hende. Jeg sagde ikke noget, stod bare der og måbede med en knude på tungen.

"Ja, I skal ikke tro at jeg sådan går rundt og hidser mig op, vel?" tilføjede han med påtaget alvorlig mine og eksploderede så i et kort, fnysende grin. Sådan var hans refræn åbenbart. En konstant vekslen mellem alvor og ironi. Men alvoren syntes at veje tungest.

Han havde arbejdet på et lastbilværksted de sidste ti år og var efterhånden steget i graderne til nu at være værkfører. Det var et beskidt og skånselsløst job. De havde ingen grav på værkstedet, så alt arbejdet foregik på rullebræt under de kæmpemæssige maskiner. Svensknøglerne alene vejede nok til at få Arbejdstilsynet til at løfte øjenbrynene.

Hans kultur var ikke bygget på bøger, men hvis lærlingene ikke kunne snakke dansk, kunne de ikke få plads hos ham. Engelsk og tysk gik også an, men grønlandsk duede ikke.

"Der er et halvthundredetusind mennesker der snakker grønlandsk. Hvor er fremtiden i dét? Landsstyreformanden isolerer og forråder sit eget folk med al sin grønlandiseringspolitik. Ikke at jeg gider stå her og snakke politik, men ..."

Og så spruttede han igen af grin.

"Hvorfor bliver I så ved med at stemme på ham?" prøvede jeg forsigtigt.

Han kiggede olmt på mig og tog en slurk af sin øl.

"Det er storfamilierne. Rosing og Berthelsen og Lyberth og hvad de ellers hedder allesammen. Hvis din grandfætters onkels morbror stiller op til en eller anden åndssvag post, så bliver du sgu nødt til at stemme på ham. Det er sådan det fungerer heroppe. Det er derfor vi bliver nødt til at vende blikket udad, så vi kan få gjort noget ved det. Ellers ender vi sgu med at være lige så indavlede som dem ovre på østkysten."

Endnu en kort, afbrudt latter.

Liv kastede sig ud i en diskussion om fremmedssprogsundervisning i folkeskolerne med ham, og jeg rykkede hovedet tilbage ind i Muttens egen verden.

Bandet var gået på, og dansegulvet vuggede frem og tilbage til gamle slagere i elektronisk forklædning. Et eller andet kvindemenneske bag mig blev ved med at gentage at bandet var fra Thailand selv om det var tydeligt for enhver at se at forsangeren var lige så platinblond som Barbie. Til sidst gav hun op og gled ind på kanten af min barstol. Mens jeg havde lyttet til politiske brandtaler, var der allerede én der havde stjålet en balle, så nu var vi tre. Det var skønt sådan at få krænket sine ejerfornemmelser og vide at man kunne krænke igen når man fik lyst.

Det sværmede med folk overalt omkring os. Nogle ville hen og hilse på, andre bare skåle eller give et klem på skulderen. Det gjorde det alvorligt svært at føre samtaler af over et halvt minuts varighed. Indtil nu havde strategien været at den ene snakkede mens den anden tog imod nysgerrige og skærmede af. Det gik sådan set udmærket indtil Onkel Tom dukkede op. Så forsvandt den sidste rest af en samtale så langt ud på et sidespor at den skulle hejses op ad fjeldsiden med kran hvis vi ville have den tilbage.

Onkel Tom var 75 og havde sejlet som maskinassistent på de syv verdenshave. Alligevel smuttede hans hænder glat i mine, som var de gjort af den sæbe jeg aldrig kan få vasket af kroppen i det bløde, kalkfattige vand heroppe. Hans øjne var ubestemmelige og udflydende, men indtrængende på en måde der låste blikket fast til dem. Hver gang snakken faldt på Hawaii, flød de over med en fin, tynd væske. Og snakken faldt tit og ofte på Hawaii, nærmest hele tiden.

Det var den landgang der stod klarest i erindringen af dem alle. Bare ordet - Hawaii - fik det til at svinge i de gamle gigtplagede hofter. Knæene vrikkede ind og ud mod hinanden, fødderne skøjtede rundt i ølsjatterne på gulvet, og hænderne lagde usynlige blomsterkranse om halsen på alle de damer han kunne få øje på.

Særligt Liv mindede ham om erindringens hawaiipiger. Han tegnede hendes figur i luften og fortalte hende at drømmen levede i hendes øjne. Så tog han hendes hænder og kyssede dem, mens han forsikrede hende om at han aldrig rørte alkohol da han var ung, ikke så meget som en dråbe. Det var dengang han arbejdede som automekaniker i København og havde en skinnende sort manke. Jo, det var rigtigt, der havde været en pige på hvert et værtshus som der sidenhen blev det i hver en havn, men da han først blev gift, så rørte han aldrig andre kvinder igen. Det var kun to år siden han var blevet enkemand.

"Copenhagen by night!" udbrød han pludselig og prøvede at trække Liv med ud på dansegulvet. Hun afslog så smilende hun kunne, og så var vi tilbage på Hawaii. "Honolulu, Honolulu, Honolulu!" gik mantraet mens han atter kyssede hendes hænder og spurgte om hun ville danse som om han helt havde glemt afslaget.

Da scenariet havde gentaget sig tre-fire gange, begyndte vi at indse at vi var for ædru til at være ude meget længere. Drikkelaget så ud som om det havde nogle gode timer i sig endnu, men overvældet af indtrykkene - og ikke mindst af opmærksomheden - besluttede vi os for at foretage en hastig retræte. Den særegne grønlandske verden af røg og druk og hud og hår løsnede atter grebet om os, men fulgte os alligevel ved hånden hele vejen hjem ad de frostglatte stier. Stemningen lettede sindet og fik kroppen til at slappe af, så vi endelig kunne gå under månen uden at miste fodfæstet.

Andre var ikke så heldige. Ude foran Mutten hang en kvinde vandret i luften over trappetrinene mens hun råbte eder og forbandelser efter de to politijeeps der rutinemæssigt holdt klar til at samle dem op der ikke længere kunne gå. Det er vist dem de kalder "berusere" i Nuuk Ugeavis. Jeg kiggede væk da hun landede, men det lød ikke alvorligt. Jeg kunne stadig høre hende råbe gennem bagruden på politibilen da vi gik derfra.