Manden på gaden
I 70erne var han på sprøjten i København. Senere vendte han tilbage til Nuuk og tog sig en kold tyrker.
"Jeg har været clean lige siden," sagde han den første aften vi mødte ham. "Nu rører jeg ikke andet end alkohol."
Vi var på vej til Barista for at drikke kaffe og læse udenlandske blade. Han var på vej til hjemløseherberget for at sove branderten ud.
"Jeg skal være ude igen klokken otte i morgen tidlig. Så lukker de døren og smider også tilbage ud på gaden. Det er vist noget med personalemangel. Vi kan i hvert fald først komme ind igen klokken ni om aftenen."
Siden har vi mødt ham flere gange på vores aftenture gennem byen. Han tager os altid i hænderne og smiler sit tandløse smil mens han fortæller små anekdoter fra sin vilde ungdom i København. Ofte vil han ikke give slip igen. Så er det os der må rive os løs og fortsætte ned ad gaden.
Første gang vi så ham med tag over hovedet var til IAs valgfest i Godthåbshallen. Vi havde stået på klipperne ude bag hallen og hvilet ørerne lidt fra alle fællessangene og jubelråbene. Da vi var på vej ind igen, stod han pludselig i døren med en øl i hånden.
"Det er en stor aften i aften," sagde han og krammede os så spyttet drev og min tuberkulosevaccine rejste børster. "Slut med Siumut, nu er det folket der bestemmer!"
Bag ham lettede hallen på taget endnu engang. Det var valgresultatet fra Nuuk der var blevet offentliggjort. Det stod med fede typer tværs hen over storskærmen. IA havde fået 52 procent af stemmerne.
"Er du medlem af partiet?" spurgte jeg med en let skepsis der straks forvandlede sig til blind overbevisning i hans blik.
"Jeg sidder i kommunalbestyrelsen for IA. Det har jeg gjort i mange år, lige siden jeg blev clean."
Jeg ventede på at smilet skulle blive til latter og øjenbrynene skyde op i panden, men ansigtet forblev fast og urokkeligt.
Den grønlandske ironi er ikke nødvendigvis en punkteret ironi som den danske. Det tog lidt tid at vænne sig til i starten. For eksempel når mine kolleger rundt om morgenbordet anklagede mig for at skære for tykke skiver franskbrød, eller foreslog at vi skulle skubbe sportsredaktøren ud fra fjeldet når vi var på firmatur. Tilsyneladende i ramme alvor.
"Hør, nu taler han til os!" udbrød det hjemløse kommunalbestyrelsesmedlem pludselig og trak os indenfor i hallen.
Vi stod øverst oppe på lægterne og skuede ud over det metaforiske menneskehav der mindede mere om et halsbrækkende, cirkulært flodløb for white water raftere. Det dannede hvirvler og modsatrettede bølger, slog op over borde og stole og hamrede tilbage ned i gulvet og ind under bordene. Øllet var dets skumsprøjt, og lugten der dunstede fra det så fæl som stillestående mosevand.
Tidligere på aftenen havde partifomanden Kuupik Kleist sunget scenen varm med den behageligt brummende stemme der har gjort ham kendt heroppe som Grønlands svar på Leonard Cohen. Nu havde IA Ungdom og deres lejrbålsguitarister overtaget spotlyset, og Kuupik selv havde fortrukket til KNRs studie lidt længere oppe ad vejen hvorfra han nu tonede frem på storskærmen.
Om han så ikke havde snakket grønlandsk, så havde det været komplet umulig at forstå en lyd af hvad han sagde. Folket pressede sig sammen foran skærmen som om nogen havde trukket bundproppen op i hallen, og masserne nu var på vej ned i afløbet med et sugende, hvirvlende brøl.
Jeg ville vende mig om mod vores ven fra gaden for at høre om han kunne trække en glose eller to ud af larmen. Men han var allerede på vej ned ad lægterne i sikkert svajende gang med hovedet og øllen holdt højt. Et øjeblik efter var han væk, opslugt af det folk han så pludselig havde følt sig som en uundværlig del af.
Måske var det et glimt af en gammel drøm jeg så lyne i hans blik da han fortalte mig at han sad i kommunalbestyrelsen for IA. Et ønske om at være noget andet og mere end en hjemløs alkoholiker der må stoppe tilfældige fremmede på gaden for at få sig lidt selskab. Og måske var han virkelig noget andet og mere denne historiske valgaften i Godthåbshallen?
IA har slået sig op som et parti der vil tage hånd om de svageste i samfundet, skabe ligeværd og bedre vilkår for de mindrebemidlede. Hvordan og hvorledes har man selvfølgelig ikke hørt noget om. Kun at forslaget om indkomstsafhængig beskatning er blevet strøget fra partiprogrammet i et forsøg på at tiltrække flere vælgere. Man må sige at det er lykkedes.
Næste gang vi møder manden på gaden en sen aften i byen, skal jeg huske at spørge ham om døren til herberget stadig er lukket for de hjemløse fra tidlig morgen til sen aften.
