Kujalliit
På billedet i kollegieadministrationens folder ser det ud til at være perlen i udvalget. En lille gruppe aflange træhuse i dæmpede naturfarver følger klippens gradvise fald ned mod fjordbredden. Jeg forestiller mig hustagene og de grågrønne skråninger dækket af is og sne, men lader solen blive hængende ude i horisonten og spejle sig i hvidhedens funklende krystaller.
Uden for administrationsbygningen er det snefog. Jorden er dækket af et tykt lag is, og alle skel mellem vej og ikke-vej udvisket. Hånd i hånd bevæger Liv og jeg os langsomt frem med opslåede pelskraver og hovedet bøjet ind i vinden. Byens liv forsvinder bag os skridt for skridt. Huse og butikker erstattes af containertårne, skrotpladser og trebenede siloer der står som vartegn på de nøgne klippefremspring. En grønlandsk arbejdsmand ser spørgende på os da vi går forbi. Jeg hilser med et nik og lader som om jeg har styr på situationen.
Bygning L ligner ikke så meget et aflangt træhus i dæmpede naturfarver som to stablede håndværkervogne i afskallet grøn syntetdragt. Den har front mod en byggeplads og en lodret klippevæg. En lille gruppe arbejdere går modløse rundt i jernstiverskelettet af en tro kopi af Bygning L.
Jeg springer fra snedrive til snedrive for at komme rundt om en kranvogn og hen til den ene af de to brandtrappelignende stålstrukturer der fører op til hver deres ende af kollegiebygningen. Flere centimeterlange flænger omkring dørhåndtaget vidner om forsøg på indbrud eller en forlagt hoveddørsnøgle. Entréen er en forhindringsbane af klapvogne, cykler og efterladte skraldeposer.
Kollegiegangen er kort og fyldt med lange rækker af sko der danner guirlander fra dør til dør. Vi leder efter værelse 08. Ved hjælp af udelukkelsesmetoden når jeg frem til at det må være den sidste dør på venstre hånd. Den har ikke noget nummer og er blokeret af en seng der står på højkant.
Liv banker på inde hos naboen der viser sig at være en enlig mor med to børn. Hun skynder sig ud og trækker sengen ind på sit værelse. “Det er vores,” siger hun, “de har sendt den.” Så vidt jeg ved er der ingen tre-sengsværelser på kollegiet. “Hvis børnene larmer, skal I bare sige til. De er i den alder, I ved.”
Inde på værelset er der fuld drøn på varmen. Mine briller dugger og skjuler udsigten til den gråhvide klippeside bag en tæt tåge. De to rum er indrettet som henholdsvis opholdsstue og soveværelse. Anonyme institutionsmøbler i blanklakeret lyst træ med togsædemønstre. Kufferterne skal pakkes godt ud før stedet får et personligt præg. Røgalarmerne er en del af rygepolitikken.
Mit blik falder på en stikkontakt lige inden for døren. En tidligere beboer har skrevet “død” mellem stikhullerne. Nyhedsstatistikker over grønlandske selvmordsrater får mig straks til at opfatte graffitien som en guide til elektrochok. Jeg tager mig i det og tænker at det jo også bare kunne være fordi stikket ikke virker. Jeg sætter min mobiloplader i og forbinder den til telefonen. Batteribarrerne bevæger sig ubesværet op og ned på displayet.
Senere sidder vi og ryger den sidste smøg ude i køkkenet. En pakke cigaretter ligger i omegnen af 70 kroner heroppe, så vi må finde andre ting at hygge omkring. Jeg kommer i tanke om røgalarmerne inde på værelset og kaster et hurtigt blik op i loftet. Nogen har viklet en sort affaldspose om alarmen og forseglet den med tape.
Jeg overvejer om kollegieadministrationen i det hele taget er i kontakt med virkeligheden ude på kollegierne. Deres folder er en detaljeret studie i forbud og formaninger på en baggrund af postkortidyl. Herude er verden vendt på hovedet. Alt er tilladt, og tristessen total. Besynderligt nok - ganske som forventet.
