Kattusseqatigiit Partiiat
Kattusseqatigiit Partiiat har muligvis et problem. Og hvis man tror det er fordi deres navn er svært at udtale, så kan man altid bare oversætte det til "Kandidatforbundet". Nej, det problem jeg tænker på her, er om muligt af en endnu mere grundlæggende karakter.
I 2005 var partiformand Anthon Frederiksen som borgmester i Ilulissat Kommune involveret i en dunkel sag om ulovlig arealtildeling. Jeg skriver "dunkel" fordi jeg ikke har den fjerneste idé om hvad sagen handlede om, eller hvad udgangen på den blev. Og det er netop hér at slædehunden ligger nedfrosset.
Ilulissat Kommune var blevet stævnet for 4.2 millioner og havde i overensstemmelse med gældende retspraksis fire uger til at kommentere på sagsanlægget. Det valgte de ikke at gøre og blev derfor dømt til at betale beløbet uden yderligere rettergang. Det er vist det man i fagsproget kalder for en "udeblivelsesdom".
Anthon Frederiksen prøvede febrilsk at skyde skylden på Chefen for Teknisk Forvaltning, og da det ikke virkede, begyndte han at råbe op om at han var udsat for alskens former for personforfølgelse og karaktermord fordi Grønland også dengang befandt sig midt i en valgkamp.
Til sidst blev sagen for pinlig - ikke bare for Anthon og kommunen, men for selve Hjemmestyret - og Grønlands Landsret måtte træde ind fra højre og omstøde dommen. Sagen skulle genoptages et halvt år senere, men om den nogensinde blev det, er der tilsyneladende ingen der ved.
Nu er situationen så den at hvis Anthon Frederiksen - som hårdnakkede rygter vil vide det - dengang modtog en dom for at have sovet mere eller mindre bevidst i timen, så vil det ikke være ham tilladt at kravle op på en af landstingets taburetter før forfaldsperioden på fem år er udløbet - dvs. i 2010.
Jeg skal naturligvis ikke kunne sige om den slags juridisk formalia overhovedet har noget at skulle have sagt heroppe i isblokken, men jeg kan ikke lade være med at afspille en lille film i mit hoved hvor Kandidatforbundets partiformand bliver valgt ind i landstinget for derefter prompte at blive lagt i håndjern og kørt væk i en patruljevogn.
Indtil videre må jeg dog nøjes med at stirre vantro på skærmen hver gang en af partiets kandidater beder om ordet til et vælgermøde og kommer med helt igennem kontekstbefriede bemærkning som: "Hans Enoksen ... han har et arbejde ... ja, det synes vi han har ... Hans Enoksen ... tak!" Lidt ligesom når man åbner munden til et middagsselskab for at lade som om man er på nippet til at sige noget - og så rent faktisk får de andre gæsters opmærksomhed.
Partiets kandidatliste er i det hele taget præget af politikere hvis væsentligste forberedelse til vælgermøderne synes at være indoperationen af en stemmeforvrænger i strubehovedregionen, så alle lyde der undslipper dem, kommer til at minde om atmosfæriske forstyrrelser under et nødopkald fra en radioamatør på den yderste spids af Lambert's Land. Iøvrigt ikke så langt fra det depot hvor Mylius-Erichsen og hans rejsefæller omkom af sult, tørst, kulde og generel udmattelse under Danmarksekspeditionen i 1907.
Jeg forstår godt at det kan være svært at fremsætte politiske argumenter på et andet sprog end sit modersmål, men jeg forstår ikke hvorfor man så ikke hyrer en tolk, skriver det ned man gerne vil sige, eller bare lader en af de kandidater der rent faktisk kan tale dette andet sprog, repræsentere partiet.
Kandidatforbundet gør ingen af delene og begår dermed det ene spektakulære politiske selvmord efter det andet for åben skærm og i dobbelt eksponering. Selv den mindst dansktalende grønlænder kan se at der er noget helt galt når Anthon og hans partikammerater træder op på podiet, griber mikrofonen, begynder midt i en sætning og bruger halvandet minut på ikke at afslutte den for så til sidst at blive afbrudt af ordstyreren med en reprimande om at de for fremtiden skal holde sig til at svare på de spørgsmål der bliver stillet.
Måske var jeg alligevel for hurtigt ude da jeg foreslog at oversætte Kattusseqatigiit Partiiat til Kandidatforbundet. De kommer nok aldrig til at hedde andet end lige præcis det de hedder.