Inuit Ataqatigiit
Grønlændere er generelt ikke begejstrede for at man sammenligner deres politiske partier med danske. Men i tilfældet Inuit Ataqatigiit - i folkemunde IA og på dansk "inuit-solidaritet" - kan jeg alligevel ikke dy mig. Først troede jeg at de var SFs forlængede arm, så insisterede jeg på at de var DFs ditto, og nu forstår jeg at de er den særlige ambidekstrøse kombination af de to der lyder kaldenavnet nationalsocialister.
IA er frontløberne i den inuitromantiske bevægelse der i disse selvbegejstrede selvstyredage sender deres glade budskab ud i hver en afkrog af det grønlandske samfund. Fiskespyddet er deres hammer, flænsekniven deres segl og sælernes blod deres farve når de samles i solidaritet med samfundets små og udsynger deres Groenlandica med lunger fulde af havets og indlandsisens brølende storme.
I partiets hovedkontor nede i byen er vinduerne fulde af grønlandske slagord, og til vælgermødet på universitetet forleden trodsede deres kandidater den gode tone og nægtede at oversætte deres dundertaler til dansk. At det sidste danske jeg hørte en af dem udtale, var at spildevandet skulle genbruges i radiatorerne, vil jeg så undtagelsesvis lade være med at lægge dem til last.
Derimod har jeg svært ved at lade deres forrige danske udtalelser gå jer ram forbi. Jeg ved ikke om nationaldragtshistorien nåede hele vejen til Danmark, men heroppe gik det ikke stille af sig da det kom frem at den danske modedesigner Peter Jensen havde ladet sig inspirere af i særdeleshed de grønlandske kamikker til sin forårskollektion der blev catwalket i London engang i marts eller april.
Formanden for IA ungdom, den 21-årige universitetsstuderende Jane Petersen, oprettede prompte en Facebook-gruppe der lagde den intetanende designer for had. Hun råbte op om at det var tyveri, helligbrøde og det der er værre. Snart havde gruppen over 700 medlemmer, hvilket skal ses i lyset af at avisen Sermitsiaqs flere år gamle gruppe kun havde i omegnen af 500.
Nu fulgte demonstrationerne gennem centrum iført nationaldragter og udspændte sælskind med alenlange slagord om at Peter Jensen lukrerede på den grønlandske kulturarv og forbrød sig mod forskrifterne om at nationaldragten kun må bæres ved nøje fastlagte ceremonier og helligdage. At demonstranternes egen brug af nationaldragterne forbrød sig mod selvsamme kulturlov, vil jeg pænt lade ligge.
Hykleriet nåede sit hidtidige klimaks da IA gik i front mod EUs forbud mod import af sælskind som netop er det materiale nationaldragterne primært består af. Nationaldragterne måtte med andre ord gerne eksporteres og sælges i dyre domme til de turister der er IAs eneste konkurrent når det kommer til sentimale forestillinger om det oprindelige grønlandske.
Det må her være på sin plads at gøre opmærksom på at nationaldragterne historisk set slet ikke er nationaldragter, men festdragter der desuden først blev udsmykket med perler og blonder i mødet med europæiske hvalfangere. Peter Jensens brug af nationaldragterne i sin forårskollektion kan således omtrent sammenlignes med brugen af den grønlandske anorak som inspiration til Parkacoats og danske vindjakker.
I stedet for at blive smigrede over at modeverdenen trak veksler på grønlandsk husflid og beklædningskunst, valgte IA at blive forargede over at de ikke nøjedes med at hænge nationaldragterne op på et støvet museum i udkanten af Paris. Som en krølle på halen kan jeg fortælle at den trodsige inspektør for Nuuk Kunstmuseum gjorde netop det - om end med omvendt fortegn - ved at hente Peter Jensens famøse kamikker hjem til den grønlandske hovedstad og udstille dem side om side med deres "oprindelige" forlæg.
For nu ikke helt at lade IAs profil drukne i nationaldragtssagen vil jeg til slut henlede opmærksomheden på partiformanden Kupik Kleist. Han er oppositionens frontfigur i valgkampen mod Siumut og onkel til den af mine samboer der i sidste måned fik smadret sin dørkarm med en sneskovl og nu får vansiret fjæset på sine valgplakater. En forfulgt ungersvend der iøvrigt stik imod familietraditionen stiller op for Demokraterne.
Kupik Kleist selv gør en nærmest guru-agtig figur i det politiske landskab heroppe. Han charmerer midaldrende damer med sin drengede charme og bonder med deres ægtemand ved at posere på fjeldene omkring Nuuk iført vandafvisende heldragt og riffel over skulderen. Og husker nogen at han engang i begyndelsen af 1990erne sad i vindueskarmen i landsstyreformandens embedsbolig Hans Egedes Hus og rullede joints som en anden Klaus Rifbjerg, så gør de det uden associationer til den lavine af drukskandaler der for nylig har begravet hele Siumuts gamle garde i en enkelt rullende bevægelse.
Ifølge meningsmålingerne står IA til at få flere stemmer end Siumut, men nogen synes at have glemt at oplyse dem om at meningsmålingerne udelukkende er blevet foretaget via internettet som under en fjerdedel af befolkningen har adgang til. Lige nu bølger IAs forhåbninger som kornet på markerne i det land de vender ryggen, men er drømmen om progressiv beskatning og fangeridyl mon nok til at nedlægge den gamle isbjørn i Hjemmestyret?