Bagtanker
Livshistorikeren Leon Edel skriver i Writing Lives: Principia Biographica (1984) at “a writer of lives is allowed the imagination of form but not of fact”. Endvidere skriver han at ethvert liv har sin egen ideele og unikke form, og at det er forfatterens opgave at finde frem til denne form.
Jeg ved ikke om det litterære portræt er en hverken ideel eller unik form at skildre mine møder med Grønland i. Grunden til at jeg har valgt den, hænger dog nøje sammen med en række mere filosofiske overvejelser omkring hvilket syn jeg ønsker at anlægge på Grønland og tilværelsen i det hele taget.
Sociologen Pierre Bourdieu gør i sin artikel “Den biografiske illusion” (1986) opmærksom på at historien om livet fremskriver kausalitet, retning, mål og mening der ikke er til stede i livet selv. Den identitetsskabende enhed er vigtig for individets selvforståelse og for organiseringen af samfundet, men ikke desto mindre en illusion.
Som et alternativ til livshistorien som etnografisk fremstillingsform peger han i retning af den eksperimenterende romanlitteratur og fremdrager Alain Robbes-Grillet som eksempel. Robbes-Grillet var en af de førende skikkelser i 1960ernes nye franske roman og især kendt for sin objektivistiske skrivestil hvor han detailbeskriver sine miljøer i flader, former, vinkler og farver indtil helhedsindstrykket krakelerer og falder fra hinanden.
Bourdieu mener at man godt kan abonnere på Robbes-Grillets stilistiske udtryk uden samtidig at abonnere på den forestilling om tilværelsens meningsløshed der ligger til grund for det. Det mener jeg ikke at man kan. I min verden ligger essensen af ethvert værk i mødet mellem form og indhold. Måden en historie bliver fortalt på, er altafgørende for måden den bliver opfattet på. En Hollywood ending er ikke bare en Hollywood ending – den er et livssyn.
Det litterære portræt er min måde at udtrykke et livssyn på. Inspireret af den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin (1895-1975) sætter jeg fokus på mødet som den centrale skueplads for udvekslingen og tilblivelsen af tanker, idéer og handlinger. Min rolle som forfatter er ikke så meget at være fortæller som at føre fortællingerne omkring mig sammen og forfølge det potentiale der bliver frigivet når de mødes.
Der findes hverken oprindelige eller endegyldige udsagn. Enhver ytring, enhver gestus, enhver handling, er et produkt af noget forgangent og en producent af noget forgængeligt. Det uafsluttede er evigt i centrum, omkredset af det flerstemmige og det forskelligsprogede. Mødet finder sted i relation til tiden og rummet og kan hverken abstraheres eller generaliseres. Uanset ideologier, principper og retningslinier skal det altid vurderes ud fra dets egen præmis. Sådan er manglen på regler.
Jeg opfatter med Bakhtin identitet som noget ydre og kontekstbestemt. En foranderlig position i et biologisk og socialt landskab. Jeg er den jeg kan og vil være et givet sted på et givet tidspunkt. Jeg kender det fra blafferlivet hvor det fremmede og uforpligtende i mødet skaber noget nær ideele omstændigheder for at genfortælle sig selv på ny. Hvem vil jeg være denne dag i denne bil? Hvilke sider af mig selv vil jeg fremhæve som de dominerende? Hvor meget vil jeg tillade mine drømme at forlænge min virkelighed?
Mine portrætter fortæller ikke livshistorier. De fortæller historier om livet omkring mig i dets aktuelle kontekst. Fortid og fremtid eksisterer udelukkende i relation til nuet, og historierne vi binder det hele sammen med, er ikke andet end synteser og fortolkninger. Derfor har jeg øjeblikket i fokus. Tidsskulpturerne overlader jeg til læseren og mine egne stille stunder. Jeg maler baggrunden og lader andre om at finde figuren.