Da jeg for nogle år siden opsagde min stilling som fuldtidsansat spilforfatter på Runestone Game Development, indgik jeg en pagt med mine indre distraktioner. Jeg måtte hverken arbejde, studere eller rejse før jeg havde skabt noget af værdi for mig selv.

Det sidste halve år har jeg gjort alle tre ting samtidig - og skabt dette lille rejsekatalog som et udtryk for noget ubestemmeligt fjerde. Så når jeg på søndag vender tilbage til Danmark, er det med oplevelser, penge og ECTS-point i bagagen.

Det er svært ikke at smile ved tanken. At jeg sådan har ført mine planer ud i livet ved at forpurre dem. Om jeg har overlistet mig selv, eller om jeg bare er indtrådt i en sådan tilstand af oprør at jeg ikke længere adlyder mine egne ordrer, skal jeg ikke kunne sige.

Kun dette ene, at tilfældet har villet mig det godt.

Min sidste tanke skal gå til alle jer der har fulgt med her på siden. Tavse som talende håber jeg at I også vil følge mig næste gang jeg drager ud for at kolonisere endnu en mørk plet på mit indre landkort.

Verden er et fremmed sted der skal opdages på ny hver eneste dag for ikke at blive til nat og glemsel.

Postkortkram,

Jacob

To andre værelser på kollegiet har stået tomme i månedsvis, men det er tilsyneladende ikke noget argument over for den særlige logik der administrerer vores ophold.

Sidste gang den spillede med de små grå var da Liv foreslog at vi kunne betale den sidste måneds husleje med vores depositum. Det sendte kollegieinspektøren lige lukt ind i forstadierne til et apoplektisk anfald.

Han insisterede på at depositummet under ingen omstændigheder kunne udbetales før værelset var synet. Det fik Liv til at insistere på at værelset skulle synes inden den nye beboer flyttede ind, hvilket i realiteten ville sige inden vi selv flyttede ud.

Kollegieinspektøren begyndte at ryste over hele kroppen, og Liv måtte holde ham fysisk tilbage for at forhindre ham i at kaste sig ind over skrivebordet og lade sig gennemløbe af det lille metalspyd han plejer at stikke klagesager fast på. Det ville have været en blød landing.

Men som alt andet heroppe skal det nok løse sig. Spørgsmålet er bare hvordan.

I mellemtiden er vi gået i krig med Tele Greenland og Landsbiblioteket. Der skal afbestilles et abonnement og afleveres 10-15 bøger.

Indtil videre har vi styr på Tele. De står godt nok stejlt på at vi skal tilbagelevere den lille åndssvage plasticdims vi købte af dem for at kunne komme på nettet, men derudover har det kun krævet et par mails og tre-fire telefonopkald at besejre dem.

Landsbiblioteket har derimod vist sig at være en stærkere modstander end forventet. De spontanlukkede i forgårs pga. VVS-arbejde og har nu hængt en seddel op på hoveddøren hvor der står at de ikke åbner igen før 16. august.

Efter at have ringet til dem hele dagen fik jeg til sidst fat på en bibliotekar der tilfældigvis var taget ned i receptionen for at ordne nogle papirer. Hun sagde at jeg bare kunne komme forbi i morgen ved 10-tiden og banke på ruden, så skulle hun nok tage imod bøgerne. Hvis hun altså kunne høre noget for håndværkerne.

Noget tyder på at det bliver lige så svært at komme herfra som det var at komme herop.

Lufthavnsbussen har indstillet formiddagkørslen, og taxaselskaberne har skitet telefondamen ud med en automatisk svarer der lægger røret på hvis der ikke er nogle ledige vogne.

Også i Nuuk har jeg haft rollen som idiotmagnet hver gang vi har bevæget os ud i nattelivet. Jeg behøver bare kigge på et værtshus, så kommer de rendende med alle deres tics og talemåder og imaginære venner. Det kan være fint når man er alene, men ofte lidt af en pest når man er sammen med andre.

I fredags skete det så igen.

Vi havde inviteret vennerne til farvelfest på Tullemut, men begik den fejl at sætte mig yderst i båsen med frit udsyn til baren. En halv time senere havde vi en hel stribe Gary Larson siddende på en bænk for enden af bordet. Jeg sværger at det var dem selv der flyttede den derhen.

Det blev ikke helt den aften jeg havde drømt om, men som altid var der mærkelige historier at fortælle da jeg kom hjem. Og om noget er det jo dem jeg lever af og for.

Så hvis du skulle have lyst til at hilse på undercover-jagtbetjenten og hans drengeven origamisten, så har jeg sørget for at du kan komme til det lige her.

Forleden blev jeg overfuset i telefonen af en mand der var utilfreds med at landets ældste avis tillod sig at have en ansat der ikke kunne sproget. Han blev så rasende at han helt glemte hvorfor han i det hele taget havde ringet og til sidst bare smækkede røret på.

Siden sprogdebatten kom ind i valgkampen i foråret, er det ene følelsesladede slag efter det andet blevet udkæmpet i dens navn. Politikere og værtshusgængere er steget ned fra taburetter og barstole for at kunne forfægte deres synspunkter med større armbevægelser, og AG har modtaget tilstrækkelig med læserbreve til at kunne genstarte identitetsdebatten fra begyndelsen af det 20. århundrede om hvad det vil sige at være en ægte grønlænder.

Realiteten er imidlertid at grønlandsk siden indførelsen af selvstyret den 21. juni har været landets officielle sprog. Det har mange vidtrækkende, uoverskuelige og til tider ganske komiske konsekvenser.

I hverdagen mærker jeg det helt konkret ved at vi ikke længere må skrive ord som "landsstyre" og "landsting" i avisen. Nu hedder det pludselig "naalakkersuisut" og "inatsisartut". Et landsstyremedlem er ikke bare et landsstyremedlem, men kan fx være "naalakkersuisoq for trafik og infrastruktur Jens B. Frederiksen".

Resultatet er grøndansk. Et hybridsprog for de udvalgte få der er kyndige i begge dele. Resten af os må nøjes med kun at forstå dele af det der bliver sagt og skrevet. Og med en redaktion der er halvt dansk og halvt grønlandsk er det faktisk forbløffende lidt. Fra at være eksperter i hvert vores sprog er vi nu alle blevet amatører i et fælles.

Et af de tiltag der skal hjælpe os over barrieren, er kravet om at alle virksomheder i Grønland skal udforme en sprogpolitik der bl.a. skal inkludere undervisningstilbud til ikke-grønlansksprogede ansatte. Noget jeg ville have taget imod med kyshånd hvis det altså havde været en reel mulighed for AG eller nogen anden virksomhed heroppe.

Men sandheden er den at der ikke længere udbydes grønlandskkurser i Grønland. I hvert fald ikke i Nuuk. Akademikernes Sammenslutning i Grønland (ASG) havde ellers i årevis afholdt en række populære kurser for såvel begyndere som videregående, men som følge af beslutningen om selv at lade virksomhederne tage vare på de ansattes undervisning, valgte kursusstedet at sige stop. Sprogundervisningen skulle decentraliseres, og ASG ønskede ikke at komme i klemme i en politisk strid om hvem der måtte undervise hvem i hvad.

Endnu engang kan resultatet siges at være grøndansk. Et dansk bureaukrati der forsøger at administrere en grønlandsk folkesjæl. Det er på én gang meget idealistisk og regelret. Visionen er holdt i stramme seler og tøjler, og hverken hest eller rytter ved hvilken retning de skal ride i.

Det er nuann (sjovt), men ikke særlig periarfissarsiullaqqissoq (smart).

I fredags modtog vi så en pressemeddelelse fra oppositionspartiet Atassut. Fåreholderne fra syd sad indtil for to måneder siden i naalakkersuisut sammen med Siumut, men efter en katastrofalt ulden valgkamp og et endnu værre valg måtte de fleste af dem skifte slips og pen ud med overalls og fåresaks.

Siden da er partiformand Finn Karlsen blevet afsløret i at have tilbageholdt oplysninger om Royal Greenlands gigantunderskud, fået smidt partiet ud af koalitionsforhandlingerne til det ny landsstyre og slutteligt fratrådt sin stilling. En række centrale skikkelser har efterfølgende forladt partiet af egen eller andres vilje.

Den seneste er organisatorisk næstformand Jensine Berthelsen der insisterer på at Finn Karlsen er blevet offer for et regulært kup. Det har hun sagt højt og bredt på både dansk og grønlandsk i et forsøg på at få partiets interne splittelse frem i offentlighedens søgelys.

Det er den nu kommet i skikkelse af en lang og kompliceret pressemeddelelse der om noget udstiller kløften mellem de to sprog. Atassut var tilsyneladende ikke selv i stand til at oversætte deres udgydelser til dansk - eller også mente de bare ikke at det var nødvendigt nu hvor grønlandsk er blevet indført som det officielle sprog - så da vi kun var dansktalende på redaktionen den dag, måtte vi sende pressemeddelelsen videre til en af avisens egne oversættere.

Det der normalt ville have taget ham en lille time at oversætte, tog ham det tredobbelte. Han sendte den danske tekst tilbage med svedige håndflader og en besked om at han tog resten af dagen fri.

Det første afsnit lyder på slet skjult grøndansk:

Vi har ikke været i tvivl om, at hun [Jensine Berthelsen] har sat spørgsmålstegn ved sin fortsatte beståen på baggrund af hendes personlige mislykkede, hårde og uacceptable opførsel overfor andre mennesker og hendes måde at lægge ord i munden på os, som vi ikke har udtalt, og på baggrund af hendes hemmeligholdelser af nogle vigtige breve, som bestyrelsen er kommet til kendskab på en tilfældig måde, idet hun ikke ville kunne undgå at komme i centrum når kortlægningen begynder til Atassuts ekstraordinære landsmøde i slutningen af august og ville derfor miste sin troværdighed.

Det er ikke svært at regne ud hvilken side Atassut stiller sig på i sprogdebatten - og det ikke så meget af idealistiske som af rent praktiske årsager. Spørgsmålet er bare hvordan de vil gøre sig forståelige over for den del af befolkningen der er udelukkende dansksproget, og som for tiden inkluderer naalakkersuisoq for både finanser og sociale anliggender.

Snarere end at prioritere det ene sprog frem for det andet - eller at forsøge at avle et helt tredje på dem - kunne en løsning for eksempel være at bevare begge sprog og give folk mulighed for at lære dem af hinanden.

Er det i virkeligheden ikke også det synspunkt Atassut udtrykker når de skriver at vores arbejde sammen med befolkningen om det at være borger i den globale verden og hævde vores identitet samt vores fortsatte tilpasning til verdensbefolkningen og levemåden til gavn for befolkningen og vore efterkommere vil blive styrket og synliggjort i løbet af en overskuelig tid?

Eller er der noget der er gået tabt i oversættelsen?

Ordene kan ikke rigtig finde vej til fingrene - og tak tilfældet for at I ikke kan høre mig tale! - så det er dejligt at der er en anden der kan skrive dem for mig.

Henrik fra Tasiilaq har sendt mig en hjertevarm hilsen på sin blog, og jeg linker ikke kun til den for at fejre mig selv, men også for (endnu engang) at stille døren på klem til en af de få faste bloggere i Grønland - og den eneste jeg kender til på østkysten.

I kan besøge Henriks vildtvoksende øgruppe her og læse hans afskedshilsen til mig her.

Så kan jeg tage mig en lur imens.

For få timer siden afslørede Nuuk Politi ved et pressemøde at de havde beslaglagt 118 kilo hash der var skjult ombord på en sejlbåd.

Det er det største hashfund i Grønland nogensinde.

Med en pris på 500 kroner grammet repræsenterer det en salgsværdi på små 60 millioner. Men gadeprisen i Nuuk ligger ofte oppe omkring 800 kroner grammet, og i andre byer kan den komme helt op på 1500-2000.

Under alle omstændigheder er det nok ikke kun politiet de to ombordværende på båden har et forklaringsproblem over for.

Den 35 fod store sejlbåd havde ellers klaret turen fra Danmark upåklageligt lige indtil den ramte den sydgrønlandske storis og skruede sig fast. Så gik der kystvagt og klaprende knæskaller i skidtet, og pludselig var rejsen slut.

Helt slut.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den annonce en fyr ved navn Kent indrykkede på opslagstavlen.gl (Grønlands Blå Avis) tidligere på ugen. Han tilbød 50.000 kroner kontant for oplysninger der kunne føre ham til en tidligere værtshusejer fra Ilulissat med en fortid i det danske rockermiljø. Der var også en email og et mobilnummer man kunne ringe på.

Sidenhen er det kommet frem at Kent mener at værtshusejeren skylder ham 600.000 kroner, og at han er villig til at lade nogle af sine venner overtale fyren til at give ham pengene hvis han ikke udleverer dem frivilligt.

Hvordan kan det ikke gå hvis Kent mener at man skylder ham 60 millioner?

I går aftes var vi et smut på værthuset Takuss hvor der skiftevis blev spillet hammondorgel og MC Einar. De samme tre-fire unge fyre blev ved med at gå ud og ind ad døren med knyttede næver som de kun foldede ud ovre i vindueskarmen hvor de snittede løs på hashklumperne med hobbyknive.

Der er noget paradoksalt over den måde politiet holder stort anlagte pressemøder om moderklumperne på samtidig med at de lader pusherne sælge løs af småklumperne lige foran øjnene på sig.

Hvis det er en bevidst strategi, er den på sin vis beundringsværdig. Fang de store fisk, og lad resten svømme i fred. Dog tror jeg mere på rygterne om at ikke alle inden for politiet og restaturationsbranchen holdes oppe af den samme strenge moral, og at det hele i sidste ende kan koges ned til et spørgsmål om trusler, vold og cool cash.

Grønland er clean hvad angår hårde stoffer, men hash kan man få overalt. Lidt ligesom på Christiania før Fogh. Men det satte han en stopper for, og nu er der bandekrig.

Så hvad skal man egentlig gøre?

Hjuler drejer videre, og jeg følger med. Det kræver også sin mand.

Jeg har brugt dagen på at gennemgå mine billeder for det sidste halve år og har valgt en håndfuld ud til galleriet. Det er alle dem der aldrig passede ind, men som jeg af den ene eller anden grund blev ved med at holde af.

Se Nuuk by Accident her.

Det er tredje gang på halvanden måned at kabinepersonalet varsler strejke. Alle tre gange har stridens æble tilsyneladende været et krav om spisepauser på de fire timer lange atlantflyvninger mellem Grønland og Danmark.

Personalet mener at det er deres ret at sidde ned i 10-15 minutter og spise et mellemmåltid uden at blive trukket i løn. Air Greenland mener derimod at de skal stikke bollen i kæften og servicere passagererne mens de gumler.

Selv mener jeg at Air Greenland burde æde deres monopol i sig igen, så landets befolkning ikke skal tages som gidsler i deres interne kagekamp.

Jeg følger naturligvis sagen med den slet skjulte interesse at jeg har et fly jeg gerne skulle nå den 2. august. Konflikthistorien viser at strejken kan nå at blive afblæst og genvarslet mange gange inden da, men noget tyder på at det er ved at være alvor nu hvor Air Greenland har oprettet en hotline hvor man kan ombooke sine billetter. Den har dog det lille problem at der ikke er nogen ledige datoer at ombooke billetterne til.

Endnu holder jeg humøret højt og venter med for alvor at overveje muligheden af at rulle mig ind i sælskind og lade mig eksportere illegalt med skib til Danmark. Men hjem det skal jeg sgu - så jeg kan nå at sige goddag og farvel til jer allesammen inden jeg rejser til Indien!

Vi har besøgt smykkeværksteder både i centrum og ude i Nuusuaq og kigget på polerede isbjørnekløer, spydformede narhvalshorn og tupilakker skåret ud i rensdyrgevir. Priserne er endnu lavere end hos smykkepusherne på Tullemut der i forvejen kun tager det halve eller en tredjedel af hvad souvenirbutikkerne tager.

Nede foran Brugsen har gadesælgerne forvandlet pladsen til et bazarlignende sammensurium af boder med alt fra babytøj og akvarelmalerier til mobilopladere og tørret torsk. Alkoholforbuddet gælder stadig i bymidten, men drankerne har fået lettere ved at gemme sig i mængden og drikke løs af inderlommerne.

Alle skal ud at nyde det gode vejr, og selv om der formelt set ikke er andet at lave for de bådløse end at købe ind, så ser man dem igen og igen gå op og ned eller rundt og rundt. Nogle henter frisk fisk på Brættet, andre køber softice på Café Chili, og de fleste kravler bare op på klipperne og slikker sol som fjordens sæler.

Det har været svært at koncentrere sig om andet end bare at være til i dette lille meteorologiske mirakel, men et enkelt portræt af den særlige grønlandske vilje til humor er det dog blevet til.

Læs om tre selskabslege jeg sent skal glemme her.

I en uge hvor Siumut har stillet krav om at landstingsmedlemmerne skal dopingtestes, og hvor det er kommet frem at det grønlandsk chartrede indhandlingsskib Rubin tidligere har været tilbageholdt i australske farvande for piratfiskeri af den sjældne patagoniske tandfisk, er det alligevel lykkedes en historie om et defekt forbrændingsanlæg i den forvoksede nordgrønlandske bygd Kangaatsiaq at komme på forsiden.

Den chokerende overskrift lyder "De tænder affald med benzin" og får mig til at tænke på hvad fanden de ellers skulle tænde skraldet med. I Danmark overhælder vi jo selv sankthansbålene med benzin!

Nej, hvis det står til AG er der åbenbart intet nyt fra koldfronten. Så i fraværet af nyheder - eller rettere sagt: af nyhedsformidling - har jeg skrevet et portræt af mit første møde med en vaskeægte nørd i Nuuk.

Læs om den store begivenhed her.