I går aftes lykkedes det mig så endelig at få set Satans Tango færdig. Og i betragtning af at det tog Bela Tarr syv år at lave den, må det vel siges at være lidt af en bedrift at det kun tog mig fjorten dage at se den.
Jeg vil tro at gennemsnitslængden på de enkelte optagelser ligger tættere på 10 minutter end på fem, og mange af dem har efter sigende taget månedsvis at forberede. Alene startscenen med køerne på den nedbrudte kollektivfarm er nok til at få de små nakkehår til at rejse sig.
Filmens struktur følger tangoens trin. Seks kapitler frem, og seks tilbage. Det er en langsom og stavrende dans der hele tiden truer med at miste fodfæstet i den silende regn og det glatte mudder. Måske er det frugtbrændevinen der holder den oppe.
Jeg kan anbefale filmen til alle der ønsker at trække tempoet lidt ud af hverdagen – eller meget ud af festen for den sags skyld – og som iøvrigt er parate til at lade sig overbevise om at æsteticeret ungarsk forarmelse kan berige deres eget liv.
Inden den gode landsbylæge lukker ballet helt, kan jeg passende gøre opmærksom på at jeg har føjet endnu et par kunstlede kruseduller til skitsebloggen.
