Jeg holder meget af mit nye arbejde nede på AG. Ikke mindst holder jeg af idéen om mit nye arbejde. At jeg bare sådan kan rejse ud i verden, banke på et par døre og få mig et job - og så ovenikøbet et interessant og vellønnet et af slagsen.
Virkeligheden har stadig det skær af fiktion der gør livet værd at leve.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at brokke mig lidt over selve det at have et fuldtidsarbejde. Jeg mener, der er jo for helvede ikke nogen der arbejder på fuld tid. Det eneste dagen er fuld af, er små pauser og afbræk og institutionaliserede overspringshandlinger som personalemøder, privatlivsopdateringer og feriefotofremvisninger.
Jeg har luret at det altsammen er til for at "fremme arbejdsmiljøet" og "motivere medarbejderne", men når man nu har det så ganske glimrende bag sit skrivebord og iøvrigt udmærket er i stand til at motivere sig selv, hvorfor kan man så ikke bare presse dagens effektive arbejdstid ind før frokost og smutte hjem bagefter?
Jeg har som sådan ikke noget imod kolleger og teamwork, men jeg vil gerne selv have lov til at bestemme hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg socialiserer. Noget der bestemt ikke er blevet lettere efter at menneskeheden i skikkelse af den moderne virksomhed ankom til de åbne kontorlandskaber og forvekslede dem med de elysiske marker.
At være på arbejde uden at arbejde forekommer mig at være et mentalt overgreb med groft tidsspilde til følge. Der er så meget jeg gerne vil se, der er så meget jeg gerne vil nå, og det ligger altsammen uden for alverdens arbejdspladser, på gader og stræder, i klippe og fjeld, under is og sne.
Min store trøst er så det jeg skrev lige før: at eventyret stadig er muligt, og virkeligheden blot en fortælling efter eget ønske.
I kan læse endnu et kapitel af den lige her - og lære et nyt grønlandsk ord undervejs.