Langsomt tømmes huset for beboere.
Først var det den lidt ældre fyr i værelset skråt over for vores. En lønningsdag hørte vi pludselig ikke mere flaskeklirren derindefra. Ingen brovtne mandestemmer og hysteriske kvindeskrig. Politiet kom ikke engang forbi for at samle nogen op med blodtud eller blå øjne.
Et par dage gik spekulationerne på om han mon havde stedt sig selv til hvile i en stille brandert. Gangen var fuld af skidt og støv, og han plejede ellers altid at fare omkring med kost og klud sidst på måneden når pengene var sluppet op, og han ikke så anden udvej for at holde abstinenserne borte.
Da vi endelig tog mod til os og åbnede døren, var værelset ryddet bortset fra et fjernsyn og en affaldssæk med gammelt tøj. Gardinerne var trukket for som om han ikke ville have at nogen skulle se at han var rejst. Måske var han kommet i problemer med de rumænske dørmænd nede på Takuss. Måske havde kollegieadministrationen smidt ham ud. Måske havde han bare fået nok.
Den næste der forsvandt var pigen med vandet. Hun løb altid rundt i huset og tændte for hanerne som om hun prøvede at rense et eller andet ud af rørene. Når man spurgte hende hvorfor, svarede hun afværgende at hun foretrak vandet koldt. Altså helt koldt. Sådan fuld-tryk på-den-kolde-hane-i-10-minutter koldt.
Hun boede i værelset oven over vores, og om aftenen kunne vi høre hende trække møblerne hen over gulvet. Som om hun rearrangerede hele rummet i et forsøg på at bilde sig selv ind at hun hver morgen kunne vågne op til nye fjorten kvadratmeter. Måske var det sådan hun foretrak sit værelse. Sådan helt nyt. Sådan sengen-er-bordet-er-stolen-er-reolen nyt.
Flere gange om ugen tømte hun store beholdere med vand ud af vinduet, så det slog mod vores nedenunder. En tidlig morgen stod jeg lænet ud af vinduet med ruden skråt over mig som en markise da brodsøen ramte. Jeg kiggede op gennem den vandstrimede rude og nåede lige at se bunden af en rød balje eller spand blive trukket ind. Jeg er sikker på at hun må have set mig, for der gik flere uger før hun begyndte at hælde vand ud af vinduet igen.
Alligevel var det ikke vandets roligere strømmen gennem rørene og fra himlen der fik os til at mistænke at hun var rejst. Det var skoene. Hun havde altid mindst ti par stående i gangen, bredt ud langs fodpanelerne på begge sider af døren. En dag var de væk, og døren låst. Vi har ikke set hende siden.
Her til morgen var det den unge kandidat for Demokraterne der brød op og drog sydpå til forældrene i Narsaq. Han brugte aftenen i går på at hente et større læs møbler fra forskellige adresser rundt omkring i byen og stable dem inde på sit værelse. Han grinede bare da jeg spurgte om han havde planer om at rive væggen ned ind til stuen.
Hans seneste i en lang række af erobringer stod ude i entréen og overværede hele flytningen. Hun var i lige så højt humør som han selv og kommenterede ivrigt på de andres strabadser. Hvis det ikke var fordi at Liv havde insider-viden om at han planlægger at udvide sin erobringshorisont fra kvinder til kvadratmeter og netop har fået et af de to dobbeltværelser på førstesalen i sigte, så ville jeg muligvis tro at han var blevet vanvittig og gået i gang med at forskanse sig mod en indbildt fjende. De virkelige har han vist rigeligt af, men dem holder man næppe ude med et ekstra sæt møbler.
I næste uge er det den samiske feltarbejder fra Tromsø der står for tur. Han har været i Nuuk de seneste fire måneder for at interviewe grønlandske kunstnere i alskens tænkelige afskygninger. Jeg tror han har været til hver eneste koncert, hver eneste fernisering, hver eneste bogudgivelse - ja, kort sagt hvert eneste kulturelle arrangement der har været afholdt i byen i løbet af foråret. Han har sågar været til kaffemik hos den nyindsatte landsstyreformand Kuupik Kleist - naturlgivis for at diskutere musik og poesi.
Hans fly letter efter planen den niende, men da Air Greenlands kabinepersonale har varslet strejke fra i morgen af, er det muligt at vi får glæde af hans selskab lidt endnu. Han er en sjov lille fyr, meget skaldet og meget rastløs. Han savner sit nordnorge og sin fodboldklub Fyrraflattan hvor han spiller højre midtbane.
Om en måneds tid er det så os selv der drejer nøglen om og begiver os tilbage til Danmark. Hvor mange der er tilbage til den tid vil vise sig.
KAF insisterer på at her er udpræget kollegiemangel og ventelister på op til to år. Grønland er i nogle henseender et meget mærkeligt land.