Indrømmet.
Jeg har haft det i tankerne et stykke nu. Men det var først i søndags da jeg sad på fjeldet over kolonihavnen og læste Kiplings små kærlighedsintriger fra Shimla at jeg for alvor fik lyst til at gøre noget ved det.
Jeg lagde vejen forbi redaktionen på vejen hjem, snusede lidt omkring på internettet og sendte et par emails ud i forskellige retninger. Og nu, to dage senere, har jeg så et stående tilbud om at komme til hinduernes hellige by Varanasi og modtage privatundervisning hos en pandit fra sanskrituniversitetet Sampurnanand Sanskrit Vishwavidyalaya.
En række omstændigheder har over de sidste par uger gjort det klart for mig at jeg forlader Nuuk og Grønland til august.
Den første og mest indlysende omstændighed er naturligvis at Liv skal tilbage til København for at fortsætte sine studier ud i eskimologien. Dermed mister jeg ikke blot hendes selskab, men også det kollegieværelse hun måtte helt op på tåspidserne for at vriste ud af hænderne på inspektør Knud Fleischer nede fra KAF.
Boligsituationen i Nuuk er notorisk elendig, og selv om jeg har et fuldtidsjob til at betale regningerne med, så er jeg ikke sikker på at jeg ville kunne få mig selv til at lægge adskillige tusinde kroner om måneden bare for at få lov til at se en boligblok indefra.
Hertil kommer at jobbet heller ikke længere er så meget en selvfølge som det har været. Agurketiden er nemlig ikke det eneste der har ramt redaktionen. Det har fagforeningernes helt egen jantelov også. Og den bryder sig ikke om at skruebrækkere som undertegnede udfører journalistisk arbejde uden at være journalistisk uddannet.
"Vi kan få problemer med forbundet," lyder det nu pludselig fra ånden der svæver over AGs vande. "Kompetencer er vigtige, men uddannelse er vigtigere - og forbundet er vigtigst af alt."
Det er bestemt ikke fordi der ikke er plads til mig på AG, eller fordi mine kolleger forsøger at trænge mig ud i sommerkulden, men udsigten til hektiske og sjove arbejdsopgaver er blevet væsentlig mere tåget. IT-folket er muligvis de næste til at kolonisere Grønland, men hvis det var et supportjob jeg var ude efter, skulle jeg nok kunne finde det bedre andetsteds.
I sidste ende ville alt det ovenstående naturligvis være ligegyldigt hvis bare jeg nærede et brændende ønske om at blive i Nuuk. Men det gør jeg ikke. Jeg vil gerne se mere af Grønland når tiden er moden til det, men jeg føler mig endnu ikke helt desperat nok til at købe et domænenavn i Inuitville og søge lykken i en højere clickrate.
Det kommer nok en dag, men så er jeg forhåbentlig så meget på røven at det vil åbenbare sig for mig som en god idé.
Indien lyder anderledes tillokkende.
Jeg var i Varanasi for fem år siden og fik et anfald af amøbisk dysenteri der nær havde kostet mig både helbred og humør. I over en uge betrådte jeg ikke andre stier end den fra sengen til toilettet, og for hver flaske vand jeg skulle have, blev jeg nødt til at bestikke gæstehusets boy Bali til at hente den for mig.
Sygdommen blev en dæmon der red mig under resten af opholdet i Indien og flere år efter at jeg vendte tilbage til Danmark. Men dæmoner skal man ikke lade sig skræmme af. De skal kigges i øjnene og overvindes. Og denne gang tager jeg sanskritformularerne med, så jeg kan fordrive dem på deres eget sprog!
Jeg har gennem længere tid insisteret på at modtage undervisning på Københavns Universitet uden at følge nogen af dets uddannelser. Det har med min nys afleverede praktikrapport om AGs selvforståelse som en folkets avis resulteret i at jeg ikke længere har mulighed for at tage eksamen i andre fag end sanskrit.
Det har også resulteret i den ikke synderligt overraskende overvejelse at systemet er en tragt der fører dig ind i dets midte uanset hvor langt ude i perifien du placerer dig.
Folk omkring mig har ofte anlagt bekymrede miner og spurgt hvad man så egentlig kan bruge det dér sanskrit til. Ud over at jeg engang har leveret et par tegn til indgravering i en bryllupsring, så kan jeg nu tilføje at man for eksempel kan bruge det til at bygge bro fra Grønland til Indien.
Drømmen på fjeldet over kolonihavnen er et ophold i Varanasi fra september til januar. Dæmonen vil gerne have at jeg kommer før og bliver længere, men jeg tillader mig den uvante frækhed at have andre og højere prioriteter.
Således sætter postkolonisten sin frihed over styr og omfavner tilfældet.