Jeg tilbragte første maj med at pudse kancellistilen af på de aftalevilkår man skal acceptere for at kunne oprette sig som bruger på ag.gl. Advokaten og jeg sad på hver vores tomme etage i Teletårnet med røret i hånden og blikket vendt mod de røde faner og rullende fulderikker der syntes endnu længere væk end gaden under os.
Ind i mellem lovparagrafferne og vedtagelsen angående videresalg af billetter til offentlige forlystelser klikkede jeg mig tanketom gennem nogle af de tusindvis af gamle grønlandske fotos fra Arktisk Instituts arkiver.
Dér faldt jeg pludselig over en serie med og af den i historiebøgerne så ganske ubeskrevne dr. Bentzen.
Så vidt jeg ved, er alt der vides om doktoren at han boede og arbejdede i Ilulissat omkring forrige århundredeskifte. En lille stak fotografier fundet i en skotøjsæske på et gammelt loft er det eneste synlige spor han har sat sig i verden.
Flere af fotografierne er forsynet med små billedtekster på bagsiden, men personerne han nævner, er for det meste lige så glemte som han selv. Og havde det ikke været for min juridiske ørkenvandring og den brændende tørst i tanken, var billederne da sikkert heller ikke trådt frem for mig i nogen som helst form for fatamorganisk skønhed.
Men det gjorde de nu engang.
Jeg kastede et sidste blik ned på parkeringspladsen foran Brugsen og forsvandt så ind i dr. Bentzens glimtvise erindring for at lægge et helt livs puslespil med bare tolv brikker.
Det er der nemlig ikke nogen lov imod.
Kig ind forbi galleriet og se hvad juraen har bragt mig.