I går så jeg en isbjørn blive flænset på Brættet ved den gamle kolonihavn. I dag kan jeg sende min praktikrapport om AGs brandede egenforståelse som en "folkets avis" med post til Danmark.
Nætterne er blevet lysere i de uger jeg har sovet dem væk. Tusmørket varer nu natten igennem, og kroppen må tvinges i seng for at være frisk til om morgenen.
Jeg husker de lange, lyse nætter fra min rundrejse i det østlige Island for snart 10 år siden. Det var i slutningen af juli eller begyndelsen af august, og jeg var på flugt fra en kæmperegning fra et større dansk filmselskab med et hullet telt og en sommersovepose 30 km syd for den nordlige polarcirkel.
Om natten virkede teltdugens syntetstof som et tyndt sjal kastet over en loftslampe. Det defokuserede lyset og spærrede mig inde under en halvkuppel af glødende blåt eller grønt. Det var som at ligge i helligåndens egen iglo.
Om det var lyset eller kulden der holdt mig vågen, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg husker at selv om dagene kunne være stegende hede, så faldt temperaturen altid et godt stykke ned under frysepunktet om natten.
En tidlig morgen på en campingplads i udkanten af Husavít rev vinden en lang flænge i bunden af mit telt, så overdelen blev slået op som visiret på en hjelm. Jeg vågnede med regnen piskende mod ansigtet mindre end en time efter at jeg endelig var faldet i søvn.
Senere på dagen varmede jeg mig ved en vodkaflaske der gik på omgang i det dyrskue af en ladvogn der havde samlet mig op. Ingen drak mere end chaufføren, og bagefter strandede jeg i dagevis ved en laksefabrik fuld af midaldrende polske kvinde fordi jeg ikke turde blaffe videre.
Jeg har mange mærkelige minder, og jeg kan mærke at nostalgien truer. Den gider jeg ikke, så jeg vil stoppe her og fortsætte en anden dag med lidt mere retning og lidt mindre slinger.
Det er dejligt at have mulighed for at skrive til jer, hvem end I måtte være.