Det har helt fra begyndelsen været min plan at gøre mig så uundværlig på AG at de blev nødt til at forlænge min kontrakt efter praktikopholdets ophør. Det lykkedes i den forgangne uge i en sådan grad at jeg nær havde mistet mit gode helbred og min noget mere tvivlsomme forstand.
Det er én ting at være enerådende på sit felt så længe det er teori under udvikling. Det er en ganske anden at være det når det bliver praksis i vores allesammens virkelighed.
Medieverden er et glubsk bæst der fortærer og fordøjer nyheder i et tempo som en amøbisk dysenterisk tarmkanal. Jo mere man fodrer det des mere kræver det, og til sidst går det op for én at det hverken kan tilfredsstilles eller mættes.
Da vi lancerede ag.gl i tirsdags, var jeg den eneste der kendte dyret, og derfor også den eneste der kunne bevæge sig ind i buret og skovle maden ind i gabet på det. I fire lange dag har jeg skovlet og skovlet indtil mine arme nær var faldet af, og mine fingre blevet knust mellem de stadig stærkere kæber.
Først da min chef fandt mig bleg og svedende foran skærmen med et distræt blik i øjnene og en tunge der vekslede mellem grønlandske dobbelt-q'er og hysteriske latterknuder, gik det op for os begge at noget var galt.
Jeg lagde en sidste nyhed ind på siden, indstillede den til at publicere sig selv et halvt døgn senere og faldt derefter i en søvn så dyb at bunden nær var gået ud af endnu en seng på Rotarykollegiet. Nu var det mig der måtte fodres - og dét i en halvt bevidstløs tilstand af en kæreste der balancerede mellem sympatistress og den totale opgivelse.
Havde det ikke været for den anden flyfriske dansker på redaktionen - en ung journalist fra Horsens med veludviklet aktindsigt - er jeg ikke sikker på at jeg ville have været i stand til at sidde og skrive denne lille opdatering fra de koloniale kvababbelsers land. Der ville ikke have stået nogen kølig pilsner på bordet ved siden af computeren, og der ville ikke have været udsigt til min første næsten-fridag i tre uger.
Tidligere på dagen gik Jeppe uforvarende med mig ind i løveburet og lod sig på rekordtid oplære til at føre den frygtede foderskovl. Bortset fra en styrtblødende kløer fem over den ene kind og en arm fuld af savl og tandmærker, så er han okay.
Om han også er det på mandag, er en anden sag. Jeg har oprettet en direkte nødlinje til mobiltelefonen i min lomme, og selv om jeg ikke rigtig orker at bekymre mig, så håber jeg alligevel at han ringer inden det er for sent. Min egen vanskæbne er al rigelig at have på samvittigheden.
Jeg har i årevis drømt om at skrive det digre værk Viljen til nederlag, og hvis jeg nogensinde gør det, vil jeg sørge for at det her bliver et af kapitlerne. Grænsen mellem triumf og fiasko er næsten lige så hårfin som grænsen mellem virkelighed og fiktion, og livet leves vist bedst med en fod i begge lejre.
Om lidt over en måned bliver der indført selvstyre i Grønland, og så er jeg færdig som kolonist. Min sidste nadver bliver en bid af de 3.2 ton mattak Hjemmestyret i den anledning har valgt at skænke borgerne i Nuuk. Vi er cirka 15.000 indbyggere, og længere kan jeg ikke regne lige nu.
Mattak er iøvrigt grønlændernes bacon. Det består af tommetykke skiver hvalspæk der enten nydes rå eller pandestegt. Kiloprisen ligger i det absolut svimlende, og jeg glæder mig til at mærke fedtet og de tabte indtægter løbe ned over hagen på mig mens jeg sidder tilbagelænet foran computeren og læser de nyheder andre har lagt ind på ag.gl for mig.
Jeg har lært på den hårde måde at det ikke altid er lykken at gøre sig uundværlig. Fiaskoen kan være en frelse i sig selv. Og desuden har jeg stadig mit højt elskede job. Nu til en lidt højere løn.