Det er fredag aften, og foråret er kommet til Nuuk.
Denne gang er jeg sikker. Ikke fordi regnen trommer mod ruden og prikker stadig flere og dybere huller i sneen udenfor. Ikke fordi ravnene på genboens tag kurrer som forelskede småfugle, og byens kvinder promenerer i åbentstående jakker.
Nej, denne gang er jeg sikker fordi jeg har fået en tudse i halsen. Den har siddet der i nogle dage nu, men det var først i går den begyndte at kvække. Jeg kan mærke hvordan den hopper op og ned og udspyer sine giftige dunste mens min stemme bliver svagere og mit svælg mere tyndslidt.
En lavt blussende feber er også begyndt at trykke bag mine øjne.
Verden hyller sig i et finstrakt tågeslør, og uanset hvor klart jeg måtte fremstå for andre, så forbliver de halvt opløste konturer for mig. Alligevel slæber jeg mig på arbejde for at få et glimt af dem.
De er blomsterknoppene på det eneste træ der gror heroppe, og jeg vil ikke risikere at vende blikket bort i det øjeblik de folder sig ud. Det kan ske midt i et smil eller en sætning, på vej ud fra køkkenet med en kop kaffe i hånden eller under dagens sidste tur ned med elevatoren.
Pludselig bliver snorene kappet - dem der holder os ranke og lænet lidt tilbage - og vi falder sammen i hinanden uden at forstå hvad det var der adskilte os lige før. Fra det øjeblik eksisterer vi ikke længere som tanker, men som krop og bevægelse. Vi går ind og ud af hinandens rum, bløde og bøjelige, med overlappende horisonter der forsikrer om at verden trods alt er én og den samme.
I dag kiggede min højgravide chef Inga Dora op fra mavens runding og spurgte hvor lang tid jeg havde tænkt mig at blive i Grønland. Hun ville gerne forlænge min kontrakt på ubestemt tid. Hun ville ikke risikere at miste mig midt i det hele.
Nede i svælget kunne jeg mærke tudsen gøre et lille hop.