Jeg bryder mig ikke om at andre har idéer på mine vegne. At de bilder sig ind at vide hvordan jeg burde eller ikke burde bruge min tid, mit talent, mine penge eller manglen på samme. De kunne lige så godt stille sig op og hævde at fænomenet var vigtigere end det der ligger til grund for det!
Jeg spekulerer på om det gør dem til fornuftsmennesker og mig til troende - men ofte forholder det sig jo lige omvendt. Jeg er kun troende i den udstrækning at jeg lever som om jeg var troende, eller i protest mod ikke at være det.
Det er pinagtigt at være nødsaget til at forklare sig selv på den her måde. Jeg rejser gerne om på den anden side af jorden for at slippe for det. Men selv dér kan de velmenende velgørere finde mig, selv dér kan hjertet løbe af med mine omgivelser, og så er der ikke andet for end at svare dem.
I går var jeg ude at drikke fyraftensøl med et par nye bekendte i byen. Vi sad i sofakrogen på deres kontor og hyggede med hjemmebrygget cider og tørret rensdyrkød da lynet pludselig slog ned.
Var det virkelig rigtigt at jeg havde en fortid i spilbranchen? At jeg kunne skrive historier og forstod mig på projektarbejde? Så havde de måske noget på bedding jeg ville være interesseret i.
Bevares, de forventede sig ikke noget, de vidste jo godt at jeg allerede arbejdede ovre på AG, jeg skulle bare have lov til at tænke over det, selvfølgelig ikke for meget, ikke føle mig forpligtet, de skulle nok selv følge op det, måske her om en fjorten dages tid, april så ud til at blive en travl måned, jeg kunne jo sikkert godt bruge pengene og udfordringerne, det var lige noget for mig, det var de sikre på.
Jeg er for længst holdt op med at føle mig smigret over den slags tilbud. Jeg føler mig snarere som voldtægtsofferet der får at vide at hun jo godt selv vil. Og jo, det er muligt at jeg selv lægger op til det med mine røverhistorier og min pludselig vakte mulighedssans, men jeg mener jo for helvede heller ikke at sædelighedsforbrydelser skal forebygges med burkaer!
Jeg får helt lyst til at komme med en eller anden kontrær bemærkning om at hvis folk gik mere op i hvad de kunne gøre for sig selv, og mindre op i hvad de kunne gøre for andre, så ville verden sikkert være et bedre sted.
Vi pakker os selv og hinanden ind i vat og tror på at det tager af for faldet. Men jeg er lige så lidt troende som jeg har lyst til at løbe rundt med et brændemærke i panden hvor der står at jeg er det modsatte.
*
Nu hvor den værste galde har forladt kroppen, tænker jeg at det hele måske bare skyldes at jeg er i gang med at genlæse den østrigske mellemkrigstidsforfatter Robert Musil.
Han spørger om man ikke har lagt mærke til at oplevelserne har gjort sig uafhængige af mennesket, at der er opstået en verden af egenskaber uden mand.